212 PROFESSOREN IDA (nervøs. Giv mig Manuskriptet tilbage. MIKKELSEN (tør. Hvad Interesse kan De have af det? Bogen er trykt i — hm! — i flere Exemplarer og sælges ret godt. IDA. Forfatteren forlanger det. MIKKELSEN. Mon han har nogen Ret til det? IDA. Det er min egen Afskrift. Lad mig faa den tilbage. MIKKELSEN. Jeg vilde dog foretrække at forhandle med Forfatteren selv. Hvis Hr. Kandidat Heefe kommer indom idag — IDA. Heefe? MIKKELSEN. Undskyld! hvis det er nogen Indiskretion ; — jeg kjender ikke Frøkenens Forhold — PROFESSOREN (kommer). Men Ida! — du ogsaa her! naturligvis ligesom Alma og den halve By paa Jagt efter denne Anonyme. Det begynder at blive forargeligt. IDA (idet hun gaar). Jeg kommer igjen. MIKKELSEN (følger høfligt til Døren). Til Tjeneste! — bestandig til Tjeneste! — PROFESSOREN. Forklar mig nu — Mikkelsen! — hvorledes er alt dette hændt? — hvad er Deres Mening med dette? MIKKELSEN (ader ubekymret). Med hvilket? — Hr. Professor! — jeg forstaar ikke. PROFESSOREN. Jeg er ikke oplagt til Omsvøb. Svar mig ligefrem: vil De bryde med os? MIKKELSEN. Jeg vil vist ikke bryde med nogen. PROFESSOREN. Tror De, at De kan bestaa her i denne By uden os? — uden mig? Vil De over paa den anden Side? Mikkelsen! — er det det, De vil? MIKKELSEN. Men Herre Gud! hvor kan De tænke, jeg vil det? PROFESSOREN. Er De rig nok til at se Deres Butik tom fra imorgen? : MIKKELSEN (fortvivie). Hr. Professoren spøger. Har jeg noget Øieblik glemt, hvad jeg skylder Dem og — PROFESSOREN. Det har De; den Bog, De sendte ud igaar — MIKKELSEN. Men ved De, hvem der bragte mig den? PROFESSOREN. Dè har kanske etslags Undskyldning. MIKKELSEN. Aldrig kunde jeg tænke mig, at en Bog — bragt mig paa den Maade — næsten ligefra Professorens eget Hjem — PROFESSOREN. De burde vide — Mikkelsen! at intetsomhelst maa udgaa fra Dem, naar ikke jeg eller Heefe eller en anden ved Avisen har gjennemlæst Manuskriptet. MIKKELSEN. Men nu nævner man netop Kandidat Heefe som Forfatter. Fru Ludvigsen — Deres Datter —