238 JACOB Han, som altid snakkede om Byen, men aldrig havde Mod, naar de andre drog til Marked; han, som altid havde sparet til Byreisen, men aldrig havt nok, han var nu færdig med én Gang og ikke til at holde tilbage. Med alle sine Penge fordelte i Smaa-Tutter rundt om paa Kroppen gik han nu nedover Veien i Eftermiddagssolen, ned mod det store Vand, hvor han vilde finde sig en Leilighed med Baad til Jernbanestationen paa den anden Side af Vandet. Billetprisen til Byen vidste han; den var overhændig; men det var umuligt at gaa halvanden Dag til Fods, saaledes som han nu længtede. Med Hensyn til Baadskydsen havde han tænkt sig 25 Øre. Men da han naaede saa langt frem, at han saa den store Sten i Vandkanten, hvor han vidste, Baaden skulde ligge, begyndte han at arbeide med den Tanke, at Anders, som eiede den, muligvis ikke var tilsvars. Saa kunde han ro sig selv og laane Baaden over Vandet: det kostede ingenting, for her vilde han aldrig mere komme. Hjemme havde ikke sagt stort til Tørres, da han vilde reise. Han havde altid været for sig selv og givet lidet Agt paa de andre. Huset var altid fuldt af Unger og paa Randen af Fattigkassen ; Tørres var ikke ældste Søn, men arbeidede paa Gaarden og stellede med Sit ved Siden. Han havde fra ganske ung haft en ubegribelig Lykke med Sauer. Bestandig var der to Lam i hans, og blev der nogen borte i Heiene, var det aldrig Tørres sine. Men endda var han ikke fornøiet; han gik altid og klagede, at det blev ikke til noget; og om han solgte aldrig saa godt, var der ingen, som kunde mærke, at han havde Penge. Stille og muggen gik han mellem de andre og blev langsomt voxen. Men som han nu drog ned over de sidste Bakker i den gyldne Sol med Vandspeilet blinkende foran sig, svulmede en ny og ukjendt Følelse af Magt og Vælde op i den unge Bondegut. Han havde hverken Byldt eller Stav; men han maatte have noget i Hænderne og tog saa to runde Stene i et Bækkeleie — en i hver Haand. Dem gik han og slog mod hinanden saa haardt han kunde og sang til: Guld og Jenter, Jenter og Guld, — han sang høit og trampede til, skjønt han ikke kunde synge. Han gik ligesom og knuste noget andet, medens han selv voxte, voxte forbi sine tyve Aar, voxte sig saa stor, at han maatte aabne sin tandstærke Mund, — ligesom for at sluge sit eget uhyre Begjær. Og da han saa Baaden ligge inde i Støen paa den søndre Side af Stenen og ingen Mennesker ved den, da stormede han ned over