252 JACOB Hele Dagen var gaaet hen med Arbeide og Undervisning, og flere Gange var han bleven sendt hen med en Seddel, for at vexle i Pengeskuffen. Og der havde han seet Sølvskillingerne øge i Skaalen og fler og fler Sedler i det firkantede Rum ved Siden. Hvergang han saa denne Rigdom, var det, somom han følte en Smerte indvendig. Og naar den unge Dame eller Hr. Jessen selv rumsterede i Kassen, strøede de vexlede Penge udover Disken og kastede de kostbare Sedler saa skjødesløst ned i Skuffen, mens de passiarede med Kunderne, — da stod Tørres som paa Gløder; hvor let kunde de ikke komme til at give for meget igjen, naar de stod saa tankeløse, eller miste af Pengene, eller — og det var ham det utaaleligste: om Hr. Jessen og Frøken Thorsen muligvis kneb lidt til sig selv? Hr. Jessen var hele Formiddagen uhyre vittig paa den nye Bondedrengs Bekostning — til stor Fornøielse for Frøken Thorsen og Ærindsgutten Reinert. Men det bed ikke paa Tørres; hans Videbegjærlighed og den Hurtighed, hvormed han forstod alt, hvad de lærte ham, gav ikke videre Anledning til Haan, og der var desuden travelt i Butiken. Naar der blev mange Folk, trak Hr. Jessen i en liden Klokkestræng, og Fru Knudsen kom ned fra Kontoret og hjalp til. Tørres holdt sig strax nær til hende med en klodset Ærbødighed, som hun alligevel satte Pris paa. Hr. Jessen mente nemlig at fremme sin Interesse bedst ved at give Byen det Indtryk, at han og Fru Knudsen allerede vare paa en saadan Fod med hinanden, at han ikke behøvede at genere sig. Hele Dagen gik Tørres Fruen tilhaande og gjorde sig saa nyttig som han kunde ved at hente ned af Hylderne og pakke sammen igjen; og hun lærte ham at behandle Stykkerne og lægge dem tilbage — paaskraa i Hylden med Stuen ud. Husets Skik var den, at Hr. Jessen spiste hjemme hos sin Moder; naar han kom tilbage, spiste Frøken Thorsen med Fruen, og tilslut skulde nu Tørres faa sin Mad ude paa Kjøkkenbænken. Tørres, som benyttede hver Stund til at lære, udspurgte Frøken Thorsen, mens Hr. Jessen var borte, om en Mængde Ting; og hun tog sig venligt af ham. De var nemlig strax — hun og Hr. Jessen blevne enige om, at den nye Bondegut passede ikke ved det øverste Vindu mellem Kniplinger og fine Damevarer. Han var netop saa passelig til at veie Kaffe og Sukker i den nedre Ende af Butiken, hvor der var halvmørkt og tarveligt. Derfor var det helst hernede, at hun viste ham tilrette.