JACOB 257 — Skjønt Tørres havde drømt vildt om Byen og netop tænkt sig, at han skulde stige lige ind i Herligheden med én Gang, var han dog i det første ganske overvældet i den store Forretning. Han opdagede snart den stille Mur, som Hr. Jessen og Frøken Thorsen reiste omtrent midtveis i Butiken; men han tog — somom ogsaa han fandt det selvfølgeligt — den simple Del af Kramboden for sig, indtil han havde sat sig godt ind i de Ting. Da var det ogsaa, han fik sine nye Klær færdige. De havde kostet saa urimeligt meget, at det drev ham som et Nag til bestandig at kredse om Pengeskuffen, indtil han havde Beløbet igjen. Men allerede den første Dag han var i Bydragt, var det umuligt at opretholde nogen usynlig Mur i Butiken. Det kunde ikke falde nogen ind at sende en saa fin Person ned paa Søhuset efter en Sæk Mel, — det indsaa selv Hr. Jessen strax; mens han spydigt gjennemgik Dragten og fandt fuldt af Folder og Feil. Frøken Thorsen vovede ikke at tilstaa for sig selv, hvad hun følte; men hun sagde til sine Veninder, at en saadan Forandring havde hun ikke troet mulig. I rigtige Klær saa Hr. Wold betydelig ud, næsten extra! Han havde klippet sit Haar og barberet alt det dumme, dunede Skjæg, saa nu havde han bare en blød blond Bart over Munden ; — jo — han var extra! Fru Knudsen selv studsede og blev rød, da hun kjendte ham igjen, og Folk lagde Mærke til den Nye; Frøken Thorsens Veninder kom ind for at se paa ham, — ja Hr. Jessen bemærkede endog, at Fremmede og Smaabørn uvilkaarligt henvendte sig til Tørres, somom han var den første. Selv var Tørres lykkeligere end nogensinde. Hvergang han hørte Sølvpengene rasle i Skuffen eller Sedler knitre paa deres Maade, naar de udfoldedes, gik der en glad Strøm gjennem ham. Han var i uafbrudt Virksomhed den hele Dag, og snart behøvede han ikke længer at spørge de andre om noget. Men det Liv, der var i dette unge Blod, satte Liv i de andre — i dem, der kom, og i dem, der gik, i selve Forretningen. Folk fik Lyst til at kjøbe i denne Butik, hvor der var saa livligt, hvor Kunderne smilede og Betjeningen fløi saa fort mellem Disk og Hylder. „Nye Koste feie bedst,“ sagde Hr. Jessen; „men i Længden er det dog et virkeligt dannet Væsen, som fængsler det gode Publikum til en Forretning.“ Frøken Thorsen nikkede, men Tørres, som ogsaa havde hørt Bemærkningen, — hvilket forresten ogsaa var Meningen, faldt strax nogle Trin ned. 17 — Kielland: Samlede Værker III,