JACOB 285 — Anton Jessen havde faaet at vide om den store Omvæltning i Butiken af Venner, som besøgte ham om Aftenen. Han mødte derfor næste Morgen fuldt bevæbnet i Forretningen, færdig til at tage det hele overlegent, og sikker paa, at han nok skulde overbevise Fruen om, at denne simple Manér at strø alting udover, var en Ødelæggelse for en fin Forretning. Hans Princip var tvertimod at hente frem en Æske eller Pakke fra Hylden med en Mine, somom det var en særskilt Udmærkelse, han vilde gjøre Kunden, og saa fremvise Varen som noget extra og udsøgt. Paa denne Maade havde han vundet mangen Seier selv over Brandt, hvis Varer ellers havde Ord for at være de fineste. Han ankom saa tidligt, at der endnu ikke var synderlig Handel; men Tørres og de andre havde endnu travelt med at ordne efter Gaarsdagens Forvirring. Midt i Butiken blev han staaende med Hatten paa Hovedet og saa foragtelig op og ned ad den lange Disk, derpaa sagde han med en Stemme, han havde øvet sig paa underveis: „Pak ind alt det der; — Disken skal være ryddet.“ Frøken Thorsen havde faaet ligesom et Slag for Brystet, da han traadte ind; Hr. Jessen havde endnu en stor Magt over hende; hun stod ligbleg uden at røre sig; ingen af de andre gjorde heller Mine til at tage fat. Det begyndte at trække i Hr. Jessens Ansigt og skjælve om Munden ; han løftede sin lille tynde Stok og slog i Disken: „Her skal ryddes. Hvem er det, som befaler her — De eller jeg?“ han saa Tørres lige ind i Øinene. Men Wold lod, somom han var ganske rolig, og lo haanligt: „Jeg tænker, hverken De eller jeg.“ „Det skal vi snart faa at se,“ raabte Hr. Jessen og ilede op i Kontoret. Nede i Butiken kom Folk, og Forretningen gik; men hver Gang, der hørtes en Lyd fra Kontoret, saa Frøken Thorsen hen paa Wold; hun følte, at disse Øieblikke bestemte over hende; men hun kunde ingenting læse i hans Miner; Tørres arbeidede munter og ivrig, somom ingenting var iveien. — Saasnart han stod foran Fruen, begyndte Jessen at tale hurtigt og heftigt med Øinene fæstede i hendes. Hun skyndte sig at afbryde ham: „Ja, det var galt — Hr. Jessen! jeg indrømmer, at jeg burde talt med Dem, inden jeg“ — „Aa — det er ikke det værste — Frue! men —“ — „men“ — vedblev hun — „jeg havde selv ingen Anelse om, at Forandringen —“