290 JACOB Brandt, — han havde ikke kunnet gjøre andet — sagde Krøger, i Tider, hvor alt gik ud paa Konkurrence. — Vistnok saa hun, at Tørres Wold var en udmærket Udsælger, hendes Omsætning tog et stort Opsving udover Høsten; men forstod han disse Regnskaber? og alt dette med Vexler, som hun selv aldrig havde forstaaet anderledes, end at hun pludselig kunde faa en Tvivl, om der skulde gjøres saa eller saa? og da var hun ikke istand til at greie sig uden Hjælp. Men Samtalen mellem Bankchefen og Tørres, saaledes som denne omstændeligt fortalte den igjen, beroligede hende i høi Grad. Den store Mand havde jo underholdt sig med hendes Kommis som med en yngre Forretningsmand, hvis Dom han satte Pris paa. Ogsaa ude blandt Folk fik den unge Wold hos Fru Knudsen en vis Interesse fra denne Dag. De, som kjendte ham, og som hidtil havde anseet ham for at være en ganske almindelig flink Bondegut, de begyndte nu at undres over, om der ikke var noget mærkeligt ved ham alligevel, siden den store Bankchef værdigedes at tage Notice af ham. Og lidt efter lidt blev denne unge Mand i den underordnede Stilling omtalt; hans Navn blev kjendt; og som en Anelse samlede der sig allerede om dette nye Navn noget af den Respekt, der voxer til Beundring og ender som den ydmygeste Dyrkning, naar en af disse saakaldte self-made Mænd stiger forgyldt op af Ingenting og pudseligt fremviser de to tomme Næver, hvormed han vitterligen begyndte, stappende fulde af ubegribeligt Guld. Men alt dette virkede igjen som en Forløsning for Tørres Wolds indskrænkede Virksomhed. Nu behøvede han ikke længer saa omhyggeligt at skjule sine Penge i de hemmeligste og farligste Forretninger; han kunde nu udvide sin Laaneforretning og sikre sig paa alle Maader, idet han bestandig kun optraadte som Commissionær for andre. Thi at tabe Penge taalte han ikke, det vil sige, han blev ganske syg af det. Det havde hændt en Gang eller to, at et Par mindre Beløb ikke vare mulige at faa igjen; og da var Tørres aldeles ude af sig selv, hverken spiste eller sov. Først da han var ganske sikker paa, at der ikke fandtes en Trevl mere at plukke af Skyldneren, kom han nogenlunde til Ro; men han noterede sine Tab og summerede dem ofte op i sit Hoved, for at holde sin Forsigtighed vaagen. Naar nu nogen — og der var forunderligt mange — i en Snarvending trængte til et Par Hundrede Kroner, saa kunde Tørres Wold uden at vække Mistanke skaffe disse Penge tilveie mod en