302 JACOB „Fru Steiner gjør Nar af alle, — selv af sine bedste Venner — siger de.“ „Hun skulde prøve.“ „Du skulde bare vide alt det, de siger om hende.“ Ellers stansede Julie hende, naar det kom til al den Sladder, der gik i Byen om Fruen; men iaften lod hun Jolla Blom lette sit Hjerte. „Saa kan du tænke dig, de siger ogsaa, hun har en i Kristiania — en rigtig.“ „Hendes Mand, mener du —“ „Nei! en til! en rigtig saadan, du ved.“ „Aa Tøv! — Jolla!“ „Ja, de siger ogsaa,“ fortsatte hun ivrigt, „de siger, hun driver Maskepi med den Wold ogsaa, mens hun lader, somom hun gjør Nar af ham, forat Ingen skal forstaa.“ „Hvem siger det?“ raabte Julie heftigt. „Ja — de siger saa for mig; jeg ved ikke-mere,“ svarede Jolla Blom uskyldig. Da de kom ind igjen i Salen, skulde just den Vals begynde, som Julie havde lovet Tørres, og han stod allerede og søgte hende med Øinene — saa høi var han, at han saa henover Hovederne paa de Fleste. Da de havde danset en Gang, tog de Plads paa en liden Sofa i Salen; og Tørres følte sit Hjerte slaa i Forventningen om det, som skulde komme; imidlertid var det ham ikke muligt at finde Begyndelsen. Det var Julie, som først sagde: „De havde en morsom Française ?“ „Aa ja!“ „Hun er fortryllende?“ „Fru Steiner? — aa — hver sin Smag,“ — sagde Tørres og saa hende pludselig lige ind i Øinene. Julie blev lidt rød og gjorde uvilkaarligt et Ryk til Siden. „Hun er svært farlig —“ „Ikke for alle“ — svarede Tørres. Julie reiste sig, og de dansede igjen. Hun maatte næsten le, mens han førte hende let og sikkert: hun havde troet, at Lulli havde ham ganske i sine Garn — og det troede Lulli vist ogsaa! — og saa var det jo hende selv, det gjaldt. Han gik jo med et Frieri i Halsen; men det vilde Julie ikke høre, ikke paa nogen Maade — ikke endnu i alt Fald. Forgjæves prøvede Tørres at komme videre; hun holdt ham tilbage og bøiede af, saa Samtalen kom ikke længer end til lette Smaating, som de 1o af.