312 JACOB som han var — om, at det var noget ganske andet, Besøget gjaldt. „Det er en Skik, jeg har,“ vedblev Præsten og tog Plads, „ikke for at paatrænge mig — det er ikke min Vane! men for at udtrykke, at jeg staar til Tjeneste for hver Enkelt i Menigheden, som har Behov for mig.“ Tørres kom igjen med etslags Tak, og lurede paa, hvad der skulde komme. „Men Dem havde jeg en ganske speciel Lyst til at søge,“ fortsatte Præsten med et opmuntrende Smil, „siden vi begge ere bondefødte — fra nære Præstegjæld — ligesom mere i Slægt, naar vi færdes mellem Byfolk —.“ ` Tørres svarede bare: ja, eller: ja, det var vel saa — det! — og stansede igjen, for at lure. Derved blev Samtalen drævende og ligegyldig, som mellem Bønder, der prøver hinanden, og Præsten reiste sig snart lidt skuffet: — „Ja, saa vil jeg sige Dem Godnat — kjære Hr. Wold! det vilde glæde mig, om vore Veie oftere mødes; vi bor saa nær hinanden; De ved, jeg bor —“ „Jo, Tørres vidste, hvor Præsten boede, og dermed skiltes de; men Teørres sad endnu en lang Stund og grublede over, hvad der stak under dette Besøg? Han var bleven saa mistænksom og saa bevæbnet i sin Mistænksomhed, at han ligesom udbredte en Ængstelse omkring sig; ingen prøvede at le af ham; men de Fleste begyndte uden at Tørres selv fæstede Lid til det— at behandle ham med forøgetAgtelse og Hensyn. Den lille Frøken Thorsens Hjerte havde lidt meget ondt i denne Tid. Da hun efter Brandts Julebal, hvortil hun ikke var buden — Damer var der altid nok af —, da hun erfarede hans Troløshed, fandt hun først nogen Trøst i hans store Nederlag. Men hendes Hjerte kunde ikke længe udholde at se ham saa forandret som han var — især i de første Dage. Hun var vel fast bestemt paa at lade ham alvorligt føle, hvor troløs han nær var bleven; men hun vilde dog lade sig forsone, og saa vilde hun holde ham oppe, om end alle forlod ham. Men der gik Nat efter Nat hen, hvor hun forgjæves lyttede efter de kjendte smaa Lyd i Dørlaasen eller paa Loftsgulvet, naar han kom listende; thi han kom ikke mere; han flyttede endog uden et Ord til hende; og i Butiken gik han med et Stenansigt, som hun ikke udholdt at møde. ` Da blev hun ganske ræd for ham. Det forekom hende ufatteligt, at han kunde være saadan — som i Eventyrene, hvor der i Nattens