316 JACOB Stykke fremad i en fremmed Verden, — hver ad sin Vei; men Præsten var jo kommen længst. Engang de talte om dette, sagde Præsten smaaleende: „De er underlig — De! — De er ikke ræd nogenting, men alligevel let at skræmme.“ „Hver er god for sig; men En faar ikke klyve for høit, for saa dætter En ned.“ Præsten Opstad lo stille inde i sig selv, og da han havde fuldt mørkt Skjæg og Briller, var det ikke altid saa godt at forstaa hans Ansigt; Tørres troede nu, han lo af ham. „Jeg ler,“ sagde Præsten, „fordi jeg forstaar, De tror endnu paa disse fine Folk — paa Dannelsen!“ Tørres saa endnu uvis paa ham, men Præsten tog en Slurk af sit Glas — de pleiede at drikke Toddy sammen —, satte sig tilrette i Stolen og begyndte: „Hør nu, hvorledes det er gaaet mig; — hvorledes jeg blev helbredet for den Dumhed, som vi Bønder trækker med os, at der er saa stort et Sprang mellem os og disse saakaldte Dannede. Jeg grov mig frem til Seminariet — ydmyg, paa Maven for alt og alle, men især for Dannelsen, — Dannelsen og Lærdommen var jo det høieste — hm!“ — sagde Præsten og skiftede med én Gang Tone: „naturligvis næst efter det Religiøse.“ „Naturligvis,“ svarede Tørres ligesaa alvorlig; hvorpaa Præsten trak ligesom et halvt Suk og fortsatte i sit naturlige Halvsprog uden at genere sig for Bondemaalets Ord. „Saa blev jeg Huslærer hos en Sorenskriver østerpaa; der var en hel Grænd omkring Kirkestedet, og jeg havde alle Embedsmændenes Børn, — en over al Maade vanartet Bande! men de Voxne var meget værre! Herrerne, naar de kom sammen, eller Damerne i Kjøkkenet og mod Tjenestefolkene! — Dannelse — ha-ha-ha! — jo der skulde du hørt paa Dannelse!“ Tørres saa paa den anden, som øiensynlig selv kom i Bevægelse ved sin Beretning. „Jeg vil ikke snakke om Raaheden, naar Foged og Skriver og hele Stasen sad og bandte, saa det gnistrede mellem Kortene, og fortalte de værste Historier. Men selv naar de sad anstændigt mellem Damerne og talte i Alvor, saa var der aldrig andet at høre end enstemmig Nedrakning af alt det, som jeg fordum troede hørte med til Dannelsen.“ „Saa?“.— sagde Tørres vantro. „Der fandtes ikke den Ting, der nævnedes ikke det Navn af de, som jeg nedenfra havde seet op til, som ikke blandt disse Mennesker