JACOB 329 Han sank sammen i Stolen, og Overlæreren blev siddende — taus og glemte sin Cigar. Der blev saa ganske stille i det gamle Hus, ingen Lyd fra Gaden, ingen Lyd i Stuen uden Krøger, som af og til drog et tungt Suk, der døde hen under det høie Loft, hvorfra gamle Englehoveder stirrede ned paa ham med forundrede Øine. — — Imidlertid var Byen svært optaget af Anton Jessen og hans flotte Forretning. Det var en Butik, som man endnu ikke havde seet Mage til — snarere lig en stor Salon med tilstødende Cabinetter, hvor den nygifte Frue og to unge Damer betjente Kunderne, medens Hr. Jessen gik til og fra og meddelte sine Raad og Anvisninger. De udgjorde et nydeligt Par og passede for hinanden. — Han var mørk og altid høi nok til at tage sig ud ved Siden af sin lille lysblonde Frue, der i sin sorte Silkekjole fik sin fine Figur fremhævet ved Lyset i Butiken og de kostbare Stoffer med de stærke Farver. Hendes Ansigt tog let Farve, og der var i hendes Blik, naar hun løftede det, noget forsigtigt kjærtegnende. Hun havde allerede faaet et vist Lag til at pleie ham og passe paa, at han ikke kom til at overanstrænge sig; for det taalte han ikke. Allerede Dagen efter Bryllupet havde gamle Fru Jessen faaet gode Tanker om sin Svigerdatter, idet hun fandt hende fuldt paaklædt i Stuerne, men stakkels Anton, som ikke var vant til store Selskaber, laa i Sengen med Hovedpine og Havresuppe. Han var lykkelig over hendes rolige Ømhed, og hun var ham taknemlig, fordi han ikke plagede hende og spurgte. Hun gjenfandt sin Ungdoms Sværmeri for ham omtrent som for en nydelig Dukkemand; — den anden var Synden, mørk og uimodstaaelig. Det var Tørres Wold, som havde sat Huset i Gang og faaet det indrettet paa den Fod, som han vilde. Hr. Jessen havde tænkt at dele sig mellem sin Forretning og sit Talent, som han nu med nogenlunde Sikkerhed havde fundet i Literaturen. Det var nu hans Tanke: ved at læse Vers høit for sin Kone — af de gode berømte Vers, vilde han selv uddanne sin Smag og sit Øre og saaledes fremelske det Talent, som beklagelsesvis saa længe havde ligget udyrket i ham. Men inden han vidste Ord af, var hans lille Hjem et Samlingssted for Ungdom og Glæde, hvor man ganske vist morede sig, men hvor der ingen Plads levnedes Literaturen, ingen Jordbund for Talentet. Han beklagede sig for sin Kone; og et Par Dage efter sagde Tørres Wold tilfældigvis: