334 JACOB „Brandt og C. Knudsen,“ sagde Konsul With. Bankchefen saa paa ham, tog dernæst sin Lorgnet, for at undersøge de Optegnelser, som Wold skjød hen til ham. „Desto større Grund vil en Bank med vore Traditioner have til at vise Maadehold, naar der — som det synes — staar større Vanskeligheder forhaanden —“ De andre To taug stille; nu var de ved Sagen. Thi det var bekjendt, at Bankdirektør Christensen ogsaa drev en liden Disconterings-Forretning paa egen Haand, som imidlertid altid, naar noget gik galt, viste sig at være for Bankens Regning; ialfald var Tabet altid kommet over i Bankens Bøger gjennem en eller anden Bagport, inden det var for silde. I de tre truede Firmaer havde han ikke saa lidet at tabe ; han havde nok længe tænkt at redde sig; men til denne Stund havde han altid ment, der var Tid nok. „Naturligvis,“ sagde han overlegent, „har jeg længe kjendt disse Forhold; men jeg tror — som jeg har troet —, at man fremfor alt bør se at vinde Tid, — ikke gaa for haardt paa —, prøve med Lempe at afvikle —“ Til hans store Forbauselse slog Tørres Wold op en liden haard Latter og sagde: „Jeg forlanger, at de nødlidende Vexler protesteres senest Mandag. —“ Bankchefen rettede sig; det var paatide at stagge den unge Kraft en Smule. „Det bliver iethvertfald et Direktionsspørgsmaal — at afgjøre paa sædvanlig Maade. Hvorledes stiller De Dem — Hr. Konsul With?“ Bankchefen saa ikke engang paa ham, saa vis var han paa Svaret. „Jeg maa fuldstændig slutte mig til Hr. Wolds Votum,“ sagde Konsul With med usikker Stemme. Bankchefen gjorde et Sæt i Stolen. Han vidste ikke, at Konsul With, hvis Indtægter slet ikke strak til for den gamle Kavaler, for længe siden var i Tørres Wolds Klør, som her første Gang havde brugt sin Magt over ham. Og fra Konsulen saa Christensen hen paa den nye Kraft, han selv havde trukket frem. Og han følte, at al hans Aplomb, hele Borgertonen, hele det store Elefant-Apparat var aldeles spildt og virkningsløst paa denne Bonde-Sikkerhed, der sad trygt paa sine Penge uden nogen anden Tanke i sit Hoved. Han begyndte at tale, idet han beklagede de uheldige Forhold, beklagede Byen og de enkelte Personer; men Tørres, som ikke