336 JACOB op — han, som fra første Dag havde advaret hende mod Wold. Hun følte, at hun kunde ikke taale den Mistanke, som voxede og voxede tiltrods for alt, som lurede sig frem i Mørket fra alle Kroge, mens Tiden gik, og Ingen ringede paa i Entreen. Pludselig tog hun sig sammen, gik ind paa Kontoret og tæadte Gasen. Saa meget Forretningsmand var hun vel, at hun kunde opgjøre en Oversigt over sin status, naar hun først vilde. Men da hun havde faaet de tunge Bøger ud af det ildfaste Skab og hen paa Pulten, sank hun alligevel sammen over dem, somom disse Mandfolk tilslut havde ladet hende i Stikken med noget, hun ikke forstod. Mandag Morgen tidligt sad hun fremdeles bleg og forstyrret i Kontoret, hun havde næsten ikke været i Seng. Foran hende laa de besværlige Forsøg paa en ordnet Oversigt over Forretningens Stilling; men det var hende ikke muligt at faa Greie paa det hele; hun saa kun Tallene svulme til Beløb, som hun ingen Anelse havde om. Tørres Wold kom ogsaa tidligt; hun hørte hans Skridt gjennem Butiken og vilde løbe ind i Stuen. Hun vovede ikke at være alene med ham; hun turde ikke se ham i Øinene, for ikke at opdage det skrækkelige; — men alligevel blev hun siddende som fastgroet paa sin Plads — bøiet over Bøgerne. Tørres havde beregnet at faa være alene en Stund i Kontoret; men da hun sad der, og da han saa hendes Bleghed og hele Skikkelse, sagde han: „Jeg ser, De ved Alt — Frue!“ Selv undrede han sig over sin Stemme; det var ogsaa noget ganske andet, han vilde sagt; men hun, som hørte Usikkerheden, hun anede i et Øieblik hele Falskheden, og i sin store Hjælpeløshed bad hun sagte uden at løfte Hovedet: „Vil De gaa hen til Hr. Krøger og bede ham komme her ind til mig?“ Tørres var glad over at slippe ud igjen. At gaa til Gustav Krøger — bevæbnet som han var idag — det var Opgjør og Seier, Hævnens store Dag, som han i aarelangt Arbeide havde nærmet sig til. I Kontoret ovenpaa sad Krøger alene, ældet og tung, med slappe Folder i det store rødladne Ansigt, hvor Blegheden viste sig gulagtig over Panden og Kinderne. Han havde ogsaa hørt om Anton Jessens forestaaende Stansning, og skjønt der ikke var anden direkte Forbindelse mellem dem end det Garantidokument, han havde undertegnet, var han dog denne Morgen bleven aldeles overvældet. Thi han vidste, at Cornelius Knudsen stod Jessen nærmere,