338 JACOB „Jeg skal nok forsvare, hvad jeg har gjort,“ sagde Tørres og saa ham tirrende ind i Øinene, „se hellere til, hvorledes De klarer Dem.“ Krøger sank sammen; hvad kunde det nytte at fare op? — alt var tabt, og Slutten var kommen, og han glemte næsten, hvem det var, som sad der. „Stakkels Julie!“ — sukkede han og vendte sig bort. Tørres sad hele Tiden med endnu et Papir i sin Haand, som han vilde levere; men han ventede, han sparede — som Børnene, naar de spiser Suppen først og gjemmer Sviskene. Aldrig havde han følt sig saa glad og stærk. Og da han hørte den anden nævne Julies Navn, fór der ham en lykkelig Tanke gjennem Hovedet. „Ja, man kan aldrig vide, hvad man viser fra sig,“ sagde han ganske dæmpet, for at prøve. Krøger dækkede med Haanden for sit Ansigt. Ogsaa hos ham var denne Tanke slaaet ned. Det var jo Julies Penge, han havde ødelagt, og det var hendes Fremtid. Allerede en Gang havde han — her i det selvsamme Kontor grebet ind i hendes Skjæbne paa en Maade, som han aldrig havde faaet Tak for. Men selv havde han indtil dette Øieblik priset sig lykkelig, som undgik en slig Svigersøn. Nu forandrede dette sig i faa Minuter. Den unge Mand, som sad her, havde baade Hoved til Forretningen og Penge — hvorfra, vidste Ingen; men hvem havde Tid til at tænke paa det nu? Og kanske, naar alt kom. til alt, var det netop denne Mand, Julie gik og tænkte paa, mens hun tæredes hen. For sin egen Part vilde det være ham en uhyre Overvindelse ; men havde han Ret til endnu engang at opofre sit Barns Skjæbne — især nu, da alt, hvad hun eiede, stod paa Spil, og denne Mand var den eneste Redning, Redning for dem alle! Tørres gav ham god Tid til at tænke helt tilende, og sagde bare — ligesom for sig selv: „Der er saa mangt, En kunde ønske at gjøre omigjen.“ „Ja, der er saa!“ mumlede Gustav Krøger med stor Anstrængelse; „— naar det ikke er for sent.“ „Det er aldrig for sent at gjøre det, som ret og klogt er,“ sagde Tørres forsigtigt; hans Hjerte hamrede i Spænding. „Ja,“ — sagde Krøger endelig og vred sig paa Stolen, medens hans Øine uvist gled opover mod Tørres’s Ansigt, „saa var det jo kanske ikke umuligt, — hvis alle Parter vare enige, at — at komme til — en bedre — en bedre Forstaaelse.“