340 JACOB anede, og ellers saa fuldt af Skadesløsbreve, Garantier — indtil Executioner, at han allerede eiede alt, hvad der fandtes hos Jessen — indtil hans Ægteseng, og desuden var meget af Krøgers og Knudsens Gjæld paa hans Haand. Hauan begyndte paa den første Auktion med at kjøbe begge Husene — baade Brandts gamle, statelige Hus og Cornelius Knudsens vidtløftige Samling af Bygninger nedover til Søen, — det blev paa det nærmeste et helt Kvartal. Dernæst gjorde han underhaanden Bud paa de tre Varelagere, og satte sit Bud igjennem, saa der blev ingen Auktion undtagen over Møbler og Løsøre; og her kjøbte han det meste af de gamle Brandtske Herligheder, som saaledes forblev urørte paa sin Plads. Den Krøgerske Familie og Fru Knudsen udryddedes, og den nye Eier tog fat paa at ordne det hele om efter sit Hoved. Tørres Wold var nu en fuldt udvoxet Storkar; grov og stærk uden anden Fornemmelse af de Andre, end at de var svagere. Nu saa han ogsaa endnu bedre ud endđd i sin tidlige Ungdom. Fregnerne vare overvundne, og det rødlige Skjæg var omhyggeligt klippet i Spids; hans hurtige, hvasse Blik gav ham et distingveret Ydre; af Bonden var der faa Spor tilbage. Han fuldførte nu Krøgers gamle Plan, idet han skar ud en stor buet Dør i Husvæggene og forbandt de to Butiker med hinanden; medens han tog Fru Knudsens private Leilighed i Brug til Kontorer. Selv vilde han bo i de Brandtske Sale. Der foresvævede ham bestandig noget om de store Magaziner i Paris, som han ikke havde seet. Men han kunde hjælpe sig uden; for han havde det i Hovedet paa sin Maade — saaledes som det passede for hans By. Allerede tidligt paa Vaaren kunde han aabne sin Forretning, og hele Byen strømmede til. Det var det samme, som han havde udført i liden Maalestok, dengang han og Frøken Thorsen omkalfatrede Fru Knudsens Butik paa en Nat. Hun havde ogsaa hjulpet ham ved denne Leilighed. Nu sad hun i Central-Kassen bag et fint Gitter — som en sjelden Fugl i gyldent Bur. Hun smilede discret og saa op med sine varme Øine; nikkede af og til over til sin lille Mand, der ogsaa havde en vellønnet Plads som Førstemand blandt Udsælgerne. Og hjemme havde hun en liden prægtig Gut, over hvis Vugge Byen sagde ligesaa mange Vittigheder, som der var røde Haar paa hans lille Hoved. Men over Hr. Bankdirektør Grosserer T. Wold sagde man ikke længer Vittigheder. Det blev allerede anseet som smagløst, naar