342 JACOB Møde for at rense sig og sine Kammerater for disse forfærdelige Beskyldninger, maatte hans kjære Ven og Medforløste Halvor Røidevaag meddele ham, at hver eneste en havde meldt sig ud af „Arbéidernes Ring“ og Salen stod tom; — saa at — som samme Avis bemærkede — saa at der den næste Morgen ikke var andet tilbage af denne pragtfulde Ring end de to ædle Stene: Simon Varhoug og Halvor Røidevaag. -Saa blev Tørres Wold valgt med stor Majoritet. I Førstningen angrede han og følte sig yderst ilde i Storthinget. Han troede længe, at de havde ham til Nar. En Følelse lig den, han i sin Ungdom havde følt foran Kløften i Samfundet, foruroligede ham mellem disse Alvorsmænd, der gurglede op om Protokolkomiteens Indstillinger og meget andet, som han ikke forstod. Men efterhvert som han spurgte sig for om disse Karle med de store Ord og modige Miner, saa fik han jo vide, at de var fattige — den ene fattigere end den anden — ha! — fattige som Naalen — alle Mand! ha-ha-ha; hvad brød han sig da om deres rullende r-r og tykke Nakker. To-tre Rigmænd var der, han fandt frem til dem, kom i Lag med flere i Byen og naaede høit op i Selskabslivet uden at falde ned. : I Salen og under Komité-Forhandlingerne kjedede han sig uhyre. Men ude i Gangene, i Trapperne, dybt nede fra de murede Kjældere og helt op til Gallerierne — der elskede han at gaa. Helst om Eftermiddagen, naar alt var oplyst og hele Bygningen opvarmet — da at vandre lydløst paa bløde Tæpper fra Gang til Gang, hilset af Budene og Dørvogterne, ind i et Værelse og sidde lidt i en blød Armstol, forfriske sig i Restaurationen, ind og vise sig en liden Stund paa en Plads og saa vandre paa nye Veie — og altsammen med den Bevidsthed: at han havde Penge for det! — det blev for Tørres Wold en stor Fornøielse. Og disse Bønder, som han traf, men som han i Egenskab af By-Grosserer holdt noget paa Frastand, — hvor godt han kunde forstaa, han, som kjendte deres trange Hjemmeliv, at de heller maatte være rede til at sælge sin Sjæl og sin Blussels sidste Rest end give Slip paa det lune Liv i dette vidtløftige Palads for den svimlende Vigtighed. Især faldt der Ro over hans Storthingsfærd, efterat han havde holdt sin Tale. Han havde Ideen fra Præsten Opstad og ventede bare paa en Sag, hvor den kunde passe. En Formiddag, hvor Sal og Galleri var fuldtalligt, reiste han sig i en Debat om noget Skolevæsen og sagde,