Mennesker og Dyr. Mange Gange maa En undres over, hvor ringe Interesse der gjennemsnitlig findes for Dyrene blandt Menneskene. Paa Landet er det jo bedst, forsaavidt som Husdyrenes Velbefindende er selve Kilden til Bondens Liv. Men for de frie Dyr i Skov og Marker er Interessen ogsaa der liden og næsten udelukkende af fiendtlig Art som Jagtlyst og Æggerøveri. Og Befolkningen i Byerne lever sit hele Liv uden synderligt andet Kjendskab til Dyreverdenen, end hvad de ser af Huskatten, Hundene og Hestene paa Gaden. Men denne Ligegyldighed er en stor Mangel paa Kultur, der ikke blot berøver Menneskene megen Glæde og Nydelse, men som ligefrem bidrager til at holde mildere Sæder tilbage og vedligeholde en Raahed i Sindene, som vi ellers ofte indbilder os at være fri for. Uheldigt er det ogsaa, at det Dyr, som Menneskene mest beskjæftiger sig med, skal være Hunden. Thi Hunden, som af Naturen tilhører en af de falskeste og feigeste Dyregrupper — Ulven, Ræven, Chakalen og lignende — har ved den lange Omgang med Menneskene tabt Mesteparten af den Intelligens, som Kampen for Tilværelsen udvikler hos det frie Dyr, medens den saa høit beundrede og overvurderede Klogskab i Virkeligheden ikke er andet end Ting, den i Generationers lange Løb har lært i Trældom hos Mennesket. Alle Hundens Dyder beror paa dens uopslidelige Evne til at underkaste sig; Prygl og slet Behandling — intet skiller Hunden fra Herren med Pisken, dens Troskab udstrækker sig til den mindste Klud, der har Herrens Lugt; den har faaet indbanket et eneste Begreb, og det er: den mest hensynsløse Hævden af Eiendomsretten, ja dens Smag og Livsanskuelse er bleven i den Grad menneskelig, at den uopfordret farer i Læggene paa Tiggere og alt, hvad der lugter af Fattigdom. Derfor har Hunden — moralsk seet — været et yderst slet Selskab for Mennesket. Alle en Træls Egenskaber i Forbindelse med