356 MENNESKER OG DYR Blodet, at det melder sig som en Uro i Flokken ved det skjæbnesvangre Tidspunkt om Aftenen. Meddelelsen mellem Dyrene er ganske vist meget mere udstrakt, end de fleste Mennesker vil tro; men alligevel synes mange, der bliver saa meget tilovers, der maa tilskrives Instinktet, saa meget af det, som kaldes „medfødt“. Hermed har det sig væsentlig saa, at det Standpunkt af Udvikling, paa hvilket et Dyr „fødes“, er saa yderst forskjelligt, at man maa overveie vel, førend man vil tale om det Medfødte. Mennesket fødes til Verden saa dumt og hjælpeløst, fordi vi staar færdige med al vor store Intelligens til at tage imod det og langsomt — langsommere end ved noget Dyr — lære det op til alt det, som skal kunnes for Livet. Mangfoldige andre Pattedyrs Unger reiser sig op og følger Moderen strax efter Fødselen; medens omvendt Pungdyrets Unge fødes som et bitte lidet Foster og lever længe i en Hudfold under Moderens Mave. Fuglene fødes næsten to Gange — en Gang idet de som en Spire i et Æg forlader Moders Liv, og anden Gang videre udviklet i Redens Varme, naar Skallet brister. Og selv da, hvilken Forskjel mellem de nøgne Spurveunger, som bare kan pibe og gabe op, og Ærfuglens lodne smaa Helte, der lige fra Ægget styrter sig i det kolde Vand og adlyder Moderens mindste Lyd med en Hurtighed og en Præcision som øvede Soldater. Og alle de Dyr, som gjennemgaar Forvandlinger, som altsaa fødes en Gang med „Instinkt“ til at krybe i Jorden og næste Gang vaagner med et „medfødt“ Instinkt til at flyve i Luften — som Myggen i Vandet, hvor den først svømmer om som et lidet Vanddyr, dernæst kommer med det lodne Hoved op til Vandskorpen, hvor Hammen brister og en fuldt færdig Myg glider ud paa Vandspeilet — staaende tør paa de lange Ben, indtil den pludselig sætter sine nye Vinger i Fart og forsvinder oppe i Luften som — ja, som en Myg —; hvor kommer man saa hen med denne Tale om det Medfødte som Skillemærke? Hvo lærte den unge Ørn paa Randen af Reden, at den tør kaste sig ud i den tomme Luft? Det lærte Ingen den; thi Vingerne er selve dens Kundskab; og det er bare en Tankeløshed hos Mennesket, fordi vi ikke selv kan flyve, naar det synes os mere uforklarligt, at en Fugl betror sig til sine Vinger, end at en Kalv reiser sig op paa sine elendige Kalveben. Med selve de legemlige Indretninger, som Dyrets Unger udvikler, følger den tilsvarende sjælelige Evne, ligesom Kjønsdriften uden yderligere Lærdom følger Organerne.