372 MENNESKER OG DYR anden, hun bedre liger, og du staar forladt og forskudt, fordi Pigens Sind er som Havet ovenfor nævnt og stormfuldt som den spanske Sjø, saa haver jeg tidlig annammet min Knæk for Livet af det Slag, som er ikke Meningen at omtale, men Veiret er af en Beskaffenhed, som jeg ingensinde før har observeret hertillands med smaa Sjø, sjelden og læmpelig Storm og paa denne første Juledag en Fred paa Jorden og en Velbehagelighed paa Havet, saa du kunde ro ud i en Krybbe: idet Rægsteren, som kom den 8de og 9de December sidstleden, var saa at sige den eneste Havets Overdrivelse i dette Aar, formedelst det var formeget paa somme Pladser, og giver ventelig Lensmanden Grund at holde Auktion til stort Fordærv for Folket, fordi Plankerne vare sjeldne saavel lange som god Al; men med Auktion er halve Glæden forspildt og mer til, som dog er meget forskjellig for Exempel af Brændevin; og maa de Herrer i Byen som forsælger saádan Væske til Bonden, forsvare for sin Samvittighed, hvilke Sufstanser og Inscrementer saadan Drik er udkoget udaf, formedelst den medfølgende Svækkelse paa Aanden og legemlig Pinsel, hvoraf jeg utallige Gange har seet Bevis hos stærke og godt fabriquerede Personer i Besynderlighed under Julen; men dette er ikke min Venskabs Tid, formedelst de siger paa Gaarden, at Oldermanden er storagtig, villende for ingen Pris eller gode Ord nedsvælge deres Dyvels-Drik; men sidder for mig selv hos gammel Jamaica, som er udaf den, som Jacob Worse hjemførte fra Vestindien i 1825 og tænker paa ham og Randulf og de gamle, efterdi Lugten fremkalder saaatsige levende Samtaler, som du kan høre og maa le — enda du er alene og faar saadan Lyst at skrive alting op som det var, men ikke mere til Avisen, af saadan Grund, at man haver været efter mig med Klaffer-Tand og en pen Enke, hvorom intet videre skal berettes. Da denne overhaands milde Vinter saa nogenlunde haver holdt Gigten fra Lemmerne saavel som at jeg af Naturen er stærk og ingen Alder at snakke om saaledes; men naturligvis: Ungdommen er jo bedre og mere livagtig i den Vei, skal indrømmes og som oven nævnt intet videre berettes. Eftersom Aarene gaar — Hr. Redaktør! bider Skuffelserne sig fast i os ligesom Skjæl og Muslinger under Skibene; men vi sanser ikke selv, at Farten minker og vi sakker agterud og Alderdommen beskytter os ikke mod Daarskab — som antydet. Venskabeligst Lauritz Boldemann Seehus.