MENNESKER OG DYR 383 Dernæst var Stilheden kommen — den stilleste Stilhed, Huset kjender; og den tidlige Morgenluftning havde baaret den nye lille Lyd — det første Barneklynk, baaret den første lille Lugt af Barn omkring i Rummene til Indvielse af et Hjem for smaa Hoveder, der skulde fylde hver Krog med tusinde Tanker og Spørgsmaal, en Indvielse til Uro, Mudder, Rabalder og Jubel, — til saa megen Leg, saa megen Lugt og saa megen Latter. Og Iversen gik op og ned og slog Hænderne sammen ; han syntes, det var saa umaadeligt godt gjort af hans lille søde Kone; hvert Øieblik kvalte Taarerne ham næsten midt i hans Lyksalighed; han hørte det lille Klynk fra Sovekammeret, — „det er min Datter,“ — fortalte Iversen sig selv og lo høit; han aabnede Vinduet; Solen stod op. Til Kontoret kom han tidligt, for hjemme var han bare iveien, og Nyheden drev ham desuden ud blandt Folk. Men skjønt han kom før Kontortid, mødte han allerede Kæmhneren i Gadedøren for udgaaende; han syntes ogsaa at have noget, han skulde ud med. Der blev derfor ikke talt mere mellem dem, end at Iversen meldte sin Datters Fødsel, og Principalen trykkede hans Haand til Lykønskning. „Staar det ellers vel til med den lille Frue?“ „Jo — mange Tak! — alt vel, — efter Omstændighederne,“ svarede Iversen, saaledes som de havde lært ham hjemme; og han syntes selv, det lød godt — halvt sagkyndigt. Iversen var Kæmnerens eneste Kontoriíst, hvorfor han gjerne lod sig kalde Fuldmægtig; og han besørgede da ogsaa Mesteparten af Arbeidet; thi Kæmneren var Jægersmand og berømt før sine Fuglehunde, dem han selv opdrættede. Iversen havde ikke andre at meddele Nyheden end til Budet Emilius, hvem han ellers behandlede som Idiot. Den lange Emilius frembragte sin Lykønskning, og Fuldmægtigen takkede — overlegent; man kunde jo ikke tale om Detailler med en Hvalp som Emilius; og Nyheden vedblev at bespænde ham, saa han besluttede at løbe væk, saasnart Kæmneren vendte tilbage til Kontoret. — Imidlertid stabbede Kæmhneren afsted indover mod Fisketorvet for at møde Onkel Fredrik, naar han gjorde sin Morgenrunde efter Delikatesser. Men han traf ikke Onkel; saa gik han hjem til ham og raabte ind ad Døren: „Jomfru Poppe! — er Majoren hjemme?“ „Nei, han gik netop ud.“