Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da vi ryddede Skoven - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sige Farvel til Kammeraterne med sagte, men
tydelig Stemme.
Synet af hans Lidelser angreb mig saa
stærkt, at jeg skyndte mig hen til mine Kanoner
og befalede, at man hurtigst muligt skulde kjøre
ham bort. Men lidt efter fik jeg Bud om, at
Velentschuk gjærne vilde tale et Par Ord med
mig, og jeg gik saa atter hen til ham.
Han laa udstrakt paa Bunden af Vognen
og hagede sig krampagtig fast til dens Sider
med begge Hænder. Hans runde, brede Ansigt
var i faa Øjeblikke bleven ganske indfaldent
og mindst et Par Aar ældre. Læberne vare
krampagtigt sammenpressede, og hans ellers saa
rolige og klare Øjne stirrede mig i Møde med
et uroligt og dog sløvt Udtryk. Paa hans blege,
blodige Pande havde Døden sat sit Stempel.
Skjønt den mindste Bevægelse voldte ham
stærke Smerter, bad han dog, om vi vilde
trække den højre Støvle af ham og tage hans
Pung, som han havde gjemt indenfor Skaftet.
Det gjorde et forunderlig pinligt Indtryk
paa mig, da jeg, efter at de havde halet Støvlen
af, saa’ det sunde hvide Kjød paa hans
kraftige nøgne Ben.
»Der skal være tre og en halv Rubel,«
sagde han, da jeg tog Pungen. »Vil De gjemme
dem for mig?«
Kusken vilde kjøre, men han bad ham om
at vente lidt endnu.
»Jeg har lovet at sy en Kappe til Løjtnant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
