- Project Runeberg -  Percival Keene /
6

(1890) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Thor Torgersen Blakstad - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fortroligheden, og omsider gik det rygte i drengestuen, at
kapteinen og jomfru Bella Mason havde været
seede sammen i eviggrønt-alléen; og da kapteinens
besøg uophørlig gjentog sig i løbet af to aar, saa
voksede skandalen, og folk blev mere
ondskabsfulde. Det hed sig nu, at man ret ofte havde
fundet jomfru Bella i taarer, og den gamle
kjældermester og den gamle husholderske nikkede til
hinanden som to mandarinfigurer med bevægelige
hoder; det eneste menneske, som ikke vidste om,
hvilken skandale var i omløb, var den gamle
pebermø selv.

Her maa jeg indføre en anden figur. Den
høivelbaarne kaptein Delmar reiste naturligvis ikke
uden sin oppasser, og denne vigtige person var
udvalgt af det mandskab, som var sendt ombord
paa fregatten. Benjamin Keene, for saa hedte han,
var rigtignok ogsaa begavet med adskillige
egenskaber, som absolut hører med til en oppasser;
han var en renslig og pyntelig fyr, meget ærbødig
i sin opførsel og, næst efter Storbritanniens hersker,
betragtede han høivelbaarne kaptein Delmar som
den fornemste person i verden. Forresten var
Benjamin Keene, skjønt bare menig søsoldat, uden
undtagelse én af de vakreste karle, man kunde se
for sine øine, og da han var ligesaa velskabt og
godt indekserseret, som han var vakker af
udseende, saa var han alle unge pigers sværmeri.
Men naturen, som finder behag i at gjøre et eller
andet afbræk, havde fundet paa at udstyre ham
med den aller tarveligste hjerne, og dertil kom, at
han absolut ingenting havde lært — han var
nemlig for dum til at lære noget — ; hans evner var
netop saapas, at han ved stadig eksersering kunde
blive flink i haandgrebene og opnaa en vis
færdighed i sin dont som oppasser.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:38:18 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/keene90/0012.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free