- Project Runeberg -  Percival Keene /
141

(1890) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Thor Torgersen Blakstad - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

141
havde aabnet sine sluser, og stormen rasede heftigere
end nogensinde; men en Portsmouth-skjækte hører
til de aller bedste baade i sit slags, og det viste
den sig ogsaa at være ved denne leilighed.
Et øieblik var jeg nær ved at fortvivle og
saa kun den visse død for mig; men min spænstige
aand gav mig nyt mod og nyt haab. Om faa
timer vilde det lyse af dag, og gud! hvor jeg
speidede og sukkede efter dagslyset. Jeg vidste,
at jeg maatte holde baaden for vinden, og saa
gjorde jeg; men søerne taarnede sig værre end
nogensinde, de væltede sig nu ind over baaden
fort væk, for tidvandet havde vendt sig, hvad der
forstærkede bølgegangen.
Jeg slåp atter roret og øste lens. Jeg frøs
og var udmattet, og jeg følte mig opkvikket ved
anstrængelsen. Jeg forsøgte ogsaa at vække konen ;
men det gik ikke. Jeg følte etter brændevins
blæren og fandt den ved hendes barm; den var
halvveis tømt. Jeg tog mig en god stød, og mine
livsaander og mit mod livnede op. Deretter spiste
jeg og styrede videre, medens jeg ventede paa
dagens komme.
Endelig kom den langsomt — saa langsomt;
men kom gjorde den, og jeg følte mig næsten
lykkelig. Mørket har noget saa skrækindjagende
ved sig, naar man er i fare, jeg følte næsten trang
til at tilbede solen, da den langsomt og med et
fugtigt udseende hævede sig over horisonten. Jeg
saa mig omkring, der var noget, som lignede land
agterud for os, noget i lighed med, hvad Bob
Cross havde vist mig af land, da vi var udenfor
Portugal. Og saa forholdt det sig, — det var
the Isle of Wight; for vinden havde slaaet om, da
det begyndte at styrtregne, og jeg havde forandret

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:38:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/keene90/0147.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free