Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVII - XXXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
vilde blive hos mig trods alt. Kort efter kom
kaptein Green ind paa mit værelse og sagde: »Jeg
er vis paa, kaptein Keene, det vil glæde Dem at
høre, at major Stapleton ikke er død. Han havde
besvimet og er nu kommen til sig selv igjen, og
doktoren har godt haab om ham«.
»Det glæder mig i sandhed meget, kaptein Green,
for jeg nærede ingen uvilje mod majoren, og hans
opførsel mod mig har været mig aldeles übegribelig«.
Efterat kaptein Green havde forhørt sig om
mit såar og udtalt haab om, at jeg snart maatte
blive rask, fjernede han sig; men jeg lagde mærke
til, at han ikke ofrede videre opmærksomhed paa
oberst Delmar end med en overlegen hilsen, da han
forlod værelset. Efter dette sagde oberst Delmar
til min overraskelse, at han efter nærmere over
veielse fandt det tilraadeligt for sig at drage bort
en tidlang.
»Deri er jeg enig med Dem«, svarte jeg; det
vilde være heldigst« Jeg sagde dette, fordi
jeg ikke ønskede hans selskab ; for det slog mig
med én gang som noget høist besynderligt, at han
nu, da major Stapleton var ilive og tegnede til
at komme sig, begyndte at tale om at reise, medens
han havde vægret sig for det, dengang han antog
ham for dræbt. Jeg blev derfor meget glad, da
han etpar timer senere sagde farvel og, efter eget
sigende, drog til Londen.
KAPITEL XXXVIII.
Det gik raskt med min bedring; før der var
gaaet fjorten dage, var jeg oppe paa sofaen. Fre
gatten var nu tilrigget og havde taget ind vand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
