Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arons Stav.
137
„Vi maa svømme tillands, for Prammen er gaaet
dreven," raabte Ruggen.
Efter at have iagttaget Affærerne et Minut eller to
hoppede jeg ned i Kahytten for at redde Grisungen, som
jeg netop havde kjøbt i Holmsbo for 7 Kroner. Da jeg
kom op igjen, saa jeg Skolten paa Ruggen, han karrede
og svømmede alt det han kunde for at komme indover.
„Vent lidt da, Ruggen," skreg jeg, idet jeg tog
Grisungen under Armen og jumpede tilsjøs.
Jeg var ikke kommet mere end en Favn fra Jagten,
før hun sukkede høilydt „plomp", og tilbunds gik hun
med Næsen først.
Det var uforskammet tungt at svømme, da jeg maatte
holde Grisungen paa strak Arm over Vandet, og det stive
Benet var der heller ikke stor Nytte ved.
Tilslut havde jeg ikke mere Fribord end „Perla", og
snødt nok det. Ruggen havde imidlertid brast Bak og
laa paa Ryggen og andøvde.
„Aassen gaar det med dig, Gut?" skreg han til mig.
„Du faar redde Grisen du, Ruggen, og hilse Konen
min fra mig," fik jeg saavidt blaast ud; thi Sjøvandet
begyndte at fylde de øverste Spygatterne mine.
Da kjendte jeg et Tag i Nakken min, som klemte
til, saa det ordentlig svartnede for det gode Øiet.
„Jamen er det sjofelt, at han skal harcellere Folk
under slige Omstændigheder," tænkte jeg ved mig selv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
