Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
„Herr Fuldmægtig, De kan si som Cæsar:
Jeg kom, jeg saa, jeg vandt — De biir et
værdig Medlem av den norske L’Hombreklub."
Det var almindelig Glæde, endelig hadde de
fundet et „værdig" Medlem.
Saaledes debuterte Rummelhof i
L’Hombre-klubben, og eftersom Tiden skred frem, knyttedes
han fastere og fastere til den. Ingen av de andre
kunde tænke sig Muligheten av at miste
Rummelhof. Det vilde været Døden for Kvartetten
og Monsieur L’Hombére.
Byfogden knurret nok litt over at han
personlig maatte gjøre næsten alt paa Kontoret, men
heldigvis var det overkommelig, og som han selv
sa: „Man faar saamen ikke nyde Livets Glæder
for ingenting her i Verden," saa tok han heller
litt ekstra Besvær, naar han til Gjengjæld var
sikker paa sine Onsdags og Lørdags
Spille-aftener.
Rummelhof var lun og koselig. Han sa
godmodige Vitser paa det rette Tidspunkt, med andre
Ord: han snakket ikke under Spillet, dette var
en Dødssynd som kun „udannede" Individer
tillot sig. Kortbordet var en fredet Verden for sig,
fjernt fra alt Vrøvl og Krapyl. De som vandret
rundt om dem, smilte haanlig og uforstaaende,
de kunde ikke forstaa at det var mulig at sitte i
timevis og terske Kortene, som de sa, mens
hundrevis av interessante Spørsmaal diskutertes:
Aktierne i Privatbanken, Axelsens Rederi,
Tvillingerne til Rosa paa Hotellet og deres velkjendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
