Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
lere, og en diger „Bombe", som han engang hadde
faat av mig paa sin Geburtsdag.
Saa fulgte vi Vognen bort til Kirkegaarden, og
vi iagttok med spændt Opmerksomhet alt det
som foregik.
Det var jo ikke længere noget saadant
personlig mere, efteråt de hadde faat Lokket paa
Kisten og de fremmede Mændene hadde tat og
baaret den bort. Det var ikke Allik længere, det
var bare en almindelig Forestilling.
„Allik er ikke i den Kisten længere han, kan
du vel skjønne/1 sa Lyder.
„Er’n ikke der?" sa jeg.
„Langtifra — du kan da skjønne at han fløi
sin Vei med det samme de la paa Lokket."
Dette fandt vi alle fire var høist rimelig, for
han pleiet jo ikke være sen i Vendingen.
Saa gik vi hjemover og ind i Doktorhaven,
hvor vi straks begyndte at spille Klink. Fra nu
av var Barndomsvennen et Minde kun. Aarene
gik. Vi blev store Gutter, konfirmertes og tok
Eksamener. Lyder reiste til England for at lære
Sproget. Han var jo den rike Mands Søn.
Halvor blev Student, men gik senere over til
Handelen og kom paa et Kontor. Selv gik jeg
til-sjøs. Mons gik den slagne Landevei, han hjalp
Faren med Feiningen og aspirerte ikke til noget
mere end at bli en duelig Feier og med Tiden
kanske Feierinspektør! Det var ialfald den eneste
Top han skimtet i det fjerne.
„Stakkars Mons" var og blev Omkvædet blandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
