Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 8. De merkeligste norske og islandske Skalde og deres Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300 Digtekunsten og den poetiske Literatur.
Jeg det modtog Der stod mig,
med Tænders Rad, bedre end mange
med Tunge og lyttende guldprydede Ma11d,
Øren-Telte; en Ven ved Siden,
dog denne Gave en trofast Ven,
af gjæve Konge eu dristig Talsmand,
bedre end Guld paa hvem i Alt
tyktes at være. jeg kunde lide.
Endnu flere Kvad af Egil omtales i hans Saga, og mange drott-
kvædne Viser af ham ere der bevarede, hvilke alle bære Vidne om hans
kraftige Digteraand, skjønt de fleste ere tunge og fulde af Omskrivninger
Egil opnaaede en Alder af over 9() Aar og var i sin Alderdom rask
paa det nær, at Hørelsen og især Synet slog ham feil. Han kunde ei
ret lide sin gjenlevende Søn Thorstein, der var ham af et altfor mildt
og sredeligt Sindelag; derfor levede han sine sidste Dage hos sin Sviger-
søn Grim paa Mosfell, som han syntes bedre om. Egil havde altid
hos sig to Pengekister, fyldte med engelske Sølvpenge. Da han mer-
kede, at det led mod Enden med ham, tog han den Beslutning at ride
til Althinget med sine Pengekister og udstrø alle Pengene paa Lov-
bjerget, naar Forsamlingen der var som talrigstz det skulde være underligt,
meente han, om man da vilde stifte Sølvet isgod Mag; heller haabede
han, at hele Thingmaengden vilde komme i Slagsmaal, og Tryk og
Stød blive rigelig uddeelte. Han aabenbarede sin Svigersøn denne Plan,
men Grim og hans Hustru fik den afstyret. Dette var dog ikke efter
Egils Sind. En Stund efter, da Grim var reden til Althinget og hans
Hustru dragen til Sæters, kaldte Egil en Kveld, da Folket paa Gaar-
den var gaaet til Sengs, tvende Træle til sig og bad dem sadle sig en
Hest, da han vilde fare til Bad. Han red afsted med beggesine Penge-
tister, og Tralene fulgte ham. Man merkede ei mere til ham om Nat-
ten; men om Morgenen, da Gaardens Folk kom paa Benene, saa man
den blinde Olding vandre vildfarende om paa Marken og lede sin Hest
ved Toilen Man bragte ham hjem, men baade Pengekisterne og Træ-
lene vare forsvundne, og der spurgtes aldrig mere til nogen af Delene.
Det var en almindelig Tro, at Egil havde styrtet baade Kister og Træle
i en dyb Fjeldkloft i Nærheden af Gaarden. Om Høsten efter døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
