Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fel efter Dig, kunde jeg i mangt et Øieblik ikke
Undlade at gloede mig over at jeg endnu skulde til-
bringe et halvt Aar mcd Horatio, og Du veed, jeg
var jheller ikke usand imod Dig i mit Svar paa
Dit Brev.
Horatios Fødselsdag indtraf om Efteraaret.
Det handte sig at han netop dengang var paa sit
Godt-, men desuagtet lode vi vor Fødselsdag-Hjorte-
ring bringe hen i hans Værelser her iBi)en. Den
bestod i en Kakkelovnsskjcerm, som vi Sasrre iFom
ning havde broderet. Osrick fkrev hatn til, og vi
tilføiede nogle Linier i Brevet, hvori vi sagde: "at
vi havde bestrabt os for at fremmane nogle Skyg-
ger af de mange Blomster, hvormed han havde
sorskjennet vort Sommerliv." Han svarede os i
Vers-, der vare faa yndige, faa lette og velklingen-
de, at Baggesen selv ikke skulde have skammet sig
ved dem. Vi fad endnu med hans Brev i Han-t-
den, da Laertes traadte ind. Vi lode ham lcefe
det, og Augilsta sagde: "Fortindrer De Dem ikke
over dette Talent hos Horatio?" —- «’Rei", sva-
rede han, «jeg har lange ventet at see denne Jlix
piter blive til en Svane." —- "Dernie Jupiteri«
ndbrod jeg. "Ja min Frøken, jeg synes, Horatio
har meget tilsalleds med denne Gtid, iblandt an-
det den Raskhed, hvormed han vinder stjomte Da-
mers Gunst, tiltrods for de smaa Sneeflokker, sem
den nbarmhjertige Tid har kastet paa hans Hoved,
og som han jo rigtig nok ikke har tilfrelleds med
Giiden·’« —- Angusta svarede: "Denne Snee —
som De behager at sige — paa et saadant Hoved,
der har tænkt, lidt og »handlet saameget, forekom-
mer mig som arefulde Ar paa en Krigen-3 Ansigt,
og disse, veed De nok, have endnti aldrig bortfkreetnx
mct noget Fruentimmers Gnnst." — »Bevaresl
svarede han: jeg tvivler ikke paa at det jo er en
beremmelig Snee. Maaskee er det as den som
Franfktmendene vadede igjennem, da de gik over St.
Bernhard. Disse hvide Haar ere ligesom den saa-
kaldte ædle Rust, der beviser Antikcns Værd og
Ægthcd." — Hiitt holdt endnu Brevct i Haattx
den. "Til hvilken af Damerne skal jeg levere denne
Reliquie?" —- En spogende Strid opstod mellem
min Sosier og mig, om hvetn af os der skulde be-
holde Brcvet. »Maa jeg ikke’«, sagde Laerteo, «va··re
den Salomon, sotn dotnmer i denne delicatc Sag?"
—- Han aabnede Brevet og dreiede det paa alle
Kanter. «Skjeere det i to Dele, vilde oat·e det
simpleste-, men ikke gjvre min Viisdom synderlig
2Ere, —- men, der falder mig noget ind: Hvad
om Een sit Brevet, og ett Anden Seglet? Vil De
behage at seei Seglet er ikke at foragte. Der
staaer eti Lhra, og, ovenitjvbet en beviuget Lhra
deri. Det er et Aftryk af den meget smukke An-
tik, som Horatio bærer i fin Ring. Hvem veed
om denne ikke er en Talismau sem een eller anden
Bramin eller Magns har foretret ham. —- Desuden
kunde dette give mig Anledning til dybsindige phi-
losophiske Undersøgelser. Seglet er Lyrett selv,
Verset dens Toner, Seglet er det Matericlle, Ver-
set det Aandelige ——·«’ —- "Vi ville spare Dem saa
store 2lnstrcengelser«, sagde Angnsta: «’Vi takke Deiit
forrestett for Deres gode Idee og ville lade dets
blinde Lykke stifte os imellem." Vi trak Lod, Seg-
let tilsaldt mig, og jeg var tilfreds med min Deel.
«Det er et Aftryk af den Ring, han bærer", sagde
jeg til mig selv, da jeg kom op paa tuit Værelse-
"5vem veed ent denne ikke er en Talismank
sagde jo Laertes? For mig skal dette Segl vare
det.» Jeg tog frem as mine Gjemmer den lille
Guldkapsel, som heengte mellem andet Charivari i
den Uhr-kjede, Dn engang forcerte mig. Deri var
tom , Seglet passe-de ganfie i den. Jeg indsluttede
det deri, bandt den i en lille Sner, hængte den
om min Hals, og bar den fra samme Time, men
hemmelig for alle. —- Dii smilet ad min Daat«lig-
hedl ja Din Elara var bleven en Svarmerske.s Jeg
havde ikke bortgivet dette Segl for Jttdietts Skatte.
Jeg tog det frem, klagede sor det, naar jeg var
bedrøvet, talede til det fotn til Horatio selv; alt
hvad jeg skjulede for ham, betroede jeg hans Segl.
Jeg anstillede Betragtninger angaaende det ubeha-
gelige Indtryk, som Laertes Sarcaslner over de
hvide Haar havde gjort paa mit Sind. Jeg spurgte
mig selv, om jegsvilde forvandle Horiitio til en
Yngling, hvis det stod i min Magt? Jeg følte at
jeg vilde det ikke. Nei, den klippefafie Tro, deit
Fvlelfe as Besthttelse og Forsvar, som jeg nu havde
ved hans Side-, den knnde jeg ille sole uden for
en saadan, i Verdens Strid og Moie prøvet Helt;
og desuden kan man vel aldrig, naar man elsket-
ret, onske noget forandret hos den hvis hele Per-
sonlighed er som forklaret for vore Disse.
Et Par Ord
til Svar paa den af Herr Jnhumantts givne Autikritik
af min Kritik over Macbeth.
l.
Denne ?lutitritik, sotn gaaer igjennem tre Nattr-
mere af Kjobenhavnsposten, bestaaer af ec "sor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
