Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vort lille Danmark unægtelig en eiendommelig æsthe-
tisk Skole i Kunsthistorien. For at en Kunstart
skal uddanrre sig til tlassisk Fuldkommenhed, maa
Rationen have poetiske Erindringer i dette Fag;
kun disse afgive en Maalestok for det Nye, en Een-
hed, hvortil man kan hensore de forskjellige i Ti-
dernes va nodvendige Afvigelser. Nri vel, en
saadan Skat as poetiske Erindringer besidder vort
Land i den komiske Digtekunst. Man behvver kun
at slaae paa visse Strenge, hvis Harmonie er ufat-
telig for ethvert andet Publiktctn, men som strax
gjenklinger hos os, fordi vi med vor Modersmelk
have inddrukket Gehar derfor. Et lille Ord , en
sotn det svnes umærkelig Vending i Sproget, iTox
nen, o. s. v., alt dette bliver for os en stærk og
tydelig Nuance, som det hele Publituni forstaaer-
J ingen anden Digtart, hverken i det Tragiske el-
ler det Sentimentale, have vi saaledes uddannet
vor poetiske Fatteevne, sont i det Komiske, og
heri nærme vi os betydelig til de Fransle, og sjerne’
os fra Tydskerne, hvis Sprog langtfra ikke saaledes
som vort er uddannet for den komiske Digtekunst.
Franske Lhstspil, Vandeviller, Viser o. s.v., over-
satte paa Tydsk, blive platte eller affecterede. Paa
Dansk kunne de derimod ofte gjengives med Natur-
lighed, Kraft og Fiinhed. Derfor har det været
muligt at indføre i vort Land Vaadeviller i den
franske Betydning as Ordet, og nationalisere dem;
et Forsøg, som i Tydsklattd overalt er mislykket;
thi at een eller anden Vatideville i den franske Art
ogsaa i Tydskland sinder sit Prkbliktun for en Tid,
betyder ikke stort. Disse Stykkers ved det tydske
Sprog betingede ukunstueriske Fornt viser enhver
Kyndig, at de falde ganske udenfor Literatnren, og
at de fvlgelig ikke kunne slaae nogen varig Rod i
Rationen.
Paa Grund af det her Udviklede er det alt-
saa ikke forunderligt, at vort Publikum med en
rigtig Tact har bedomt det nye Lystspil. Conelu-
sionen af dets Dom synes nemlig at være, at Styk-
ket i det Hele har moret og behaget, men at det
tillige indeholder Adstilligt, som ikke svarer til vort
Ideal af et Lustsoil, og hvorved det nodvendigen
tnaa skade sit eget Indtryk. J Overeensstemmelse
med mine allerede tilforn fremsatte Principer, har
jeg troet, som Critieus, istedenfor at give mig det
forslidte og gemene Anstrøg as en Selvstændighed,
der siden træder i Oppositiott mod Pnblikutns Dont,
at burde lære Stykkets Værd eller Uveerd at kjende
ved den Modtagelse det har fundet i Publikum, og
derpaa at motivere denne, eller at fremsatte Mo-
menterne til den Sandhed som ligger i den offent-
lige Dont over et Arbeid, i hvis Fag Pnbliknnt
selv er den eompetenteste Dommer.
Den vis eomica, som dette Stykke unægtelig
besidder-, og hvorved det har behaget, yttrer sig
fornemmelig i Dialogen, sont er det bedste iSthk-
fet, endskjøndt den ikke er seilfri, thi den vanzires
af mange Platituder, som iseer ere lagte i den mod-
bydeligr Kammerpiges Mund. Situationer-rc ere
i det Hele ogsaa gode, et Par af dem endog for-
træffelige, nemlig de to mod Slutningen as fjerde
Akt, hvor Vttrehardt faaer at vide af Jeremias, at
deo skal spilles Komedie paa Tvrreloftet, og sidetr i
sin Ærgrelse derover endog mistetnker Svrett Mom-
me, der i Skræk tilstaaer, at ogsaa han har spil-
lee — men i Lotteriet. Disse to Seener ere upaa-
tvivlelig det bedste i hele Stytlet, ja endog Hol-·
bekg værdige. »Den dramatitke prove’« pacr Tor-
relostet vilde være ypperlig, ifald ogsaa den, lige-
som de to omtalte Seener, var renset for alle Pla-
tituder og ukomiske Overdrivelser; thi det Stykke,
hvorpaa der holdes Prøve-, er alt for over-drevet
og smaglost til blot at kunne passere sor- en Paro-
die paa forkeerte Tragedier.
Stykkets svagesie Side er Charaktererne. Om
de blot havde været loselig antydede, saa vilde dette
ikke have været nogett Feil i et Stykke as denne
Art; men at de indeholde grove Modsigelser mod
sig selv, er unægtelig en betydelig Feil. Bur-
chat·dt og Mnlsberg, som ere Hovedpersotiertie,
ere især hoist tvetydige Charakterer; thi om ingen
af dem veed man rigtig, om hati er god eller ond,
om hatr er en ædel Charaeteer eller en Nar. At
der virkelig gives saadanne tvetydige Charakterer-,
er ingen Undskyldning for Digteretr, der har gjort
disse til Hovedpersonerne, hvorotn hele Handlin-
gen dreier sig, hvorfor matt ogsaa foler saare li-
den Interesse for denne. Mange Ting i Stykket
give Anledning til at troe»at disse to Charakterer
skulde være ovdle og gode; men hvorledes kan da
Burchardt, for at forlige sig med sin Datter, hen-
vende sig til eu gemeen og foragtet Cotnntissio-
ned-, af dem som skrive Skjdder, Klager og An-
sogninger, inddrive Regninger og give Mede i
Forligelses- og Gjældseommissionen2 hvorledes kait
Malsllerg staae i et saa fortroligt Forhold til sin
Tjener (en Ting, fotn var passer-de i..s3olbergs
Tid, men ikke stemmer med vore Sader)? hvorle-
des kati han være en saadan Vrndelaabe, der snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
