Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han en Datter, kaldet Wouyan (d. e. uden
Skionhed), som var syttett Aar gammel, et Aar
ældre end Houngiu, men som ilte i nogen Hen-
seende var udntoerlet. Han besluttede at forandre
Houngiue Navn, og lod hende kalde Woukiao
(d. e. Udett Ilnde), og udgav hettde for sitt yngre
Datter-, en Sosler til wartyittt» Tillige befalede
hatt sine Tjenestefolk aldrig at kalde de to Piger
andet ettd dett lEldste og den 2?ngste.
Inden mindre end een Maaned ankom de
Reiseitde til Stadett Rankin. Det var midt om
Vinteren, og Resiett af denne hengit med Visiter
og Gjæstebud.
Foraaret kom; og Gou syntes ikke at teenke
paa andet end paa at ndsoge en vterdig Gemal til
Woitkiao. Men ihvor mange Undersogelser hatt
ogsaa anstillede i denne Hensigt, saa kunde han dog
ikke finde hvad hatt segte.
En Dag heendte det sig, at adskillige Embeds-
moend i Rankin sloge sig sammen for at gaae ud
og spise til Middag ved Tetnplet i de Udodeliges
Dal, og nyde Synet af Blomtnetrteerne sotn just
stode i Blomster-. Dette var nemlig en Yndlings-
forlysielse i Nankin. J en Omkreds af flere Mile
vare alle Veie til Templet beplantede med Blom-
metraer, deels med hvide deels med rode Blom-
ster, og Luften var opfyldt med dett Vellttgt de ud-
bredte. Saasnart Foraaret meldte sig, pleiede
en utallig Mængde Digtere at spadsere paa disse
Steder-.
Da Selskabet havde spiist, gik hver sin Vei,
for at fornoie sig hver paa sin Maade. Gott blev
for sin Deel staaende, for at leese de Vers som
vare befastede paa begge Sider af Tempelmuren.
Man læste der Vers af gamle beromte Digtere,
saavel som af nyere og endnu levende. Men da
hatt kom ind i et Sidegallerie, saae hatt paa en
Gibsntttitr et Digt, skrevet med Dragerttes Lethed,
og omtrent af folgende Indhold:
«Med Legemet i Hvile, med Hjertet i Ro, maa-
deholdrtt i sine Ønsker, sittlde Digtet-ott, sont vatt-
drer her i Lnnden, opfylde dette Galletsie med
Frugterne af sin Aand. Blomsternes Dttft henri-
ver min Sjæl. Intet Ord er istand til at udtrykke
dett Vegeisitittg hvori de sætte mig. Den Snee
hvormed de glimre, opvækker tusinde flygtige Tan-
ker. Maanens laasede Glands faaer mig til at
drømme om 2Egteskab. J dette Øieblik troer jeg
slet-inde er Fetslentraets Blomst, hendes Ledsagm
indee ere Piletrtees Grette.
2lf Sse Reoupe fra Rankin."
Gott læste disse Vers og læste detn atter, og
udraabte i hoi Beundring: «O hvilke skjønne Vers-!
hvilken Reenhed, hvilken Eleganeel De ere Paoth-
sankinn og Jukhal værdige.»
Hatt bemærkede tillige at Blakket ikke var gan-
ske tort. «Det maa vceke" — sagde han ved sig
selv — «een eller anden nug Forfatter fra vore
Dage, og visse-lig intet almindeligt Talent."
Hktn beholdt i Erindring Ravitet Sse Reoupe,
og spurgte een as Templets Geistlige, sotn just tottt
og bed ham en Kop Thee, om hatt ikke vidste,
hvo der havde skrevet disse Vers. Dctt Grisklige
svarede ham, at der pait samme Sted nylig havde
siddet et Selskab af unge Mennesker, og drukket,
saa at det formodentlig var een af dem, sont havde
skrevet Present-. Hatt sagde tillige, hvad Vei de
havde taget, og hvorhen de vare gaaet, hvorpaa
han gik efter dem, for at see, om de endnu vare
der, men kom tilbage med den Besked, at de al-
lerede vare borte. Goit besluttede ntt selv at tage
Veien efter dem; han satte sig derfor i sin Porte-
chaise, og befalte Bærertte at trakke Gardinerne
tilside, for at han kunde nyde den skjønne Aften,
og ikke tabe det mindste af de blomstrende Tracrs
· Duft.
Hatt havde neppe tilbagelagt to Milem ser han
saae ved Siden af Veien, i en Lund, dannet af
store Blonttnetroeer, et over Græsset udbredt Skar-
lagensteppe, hvorpaa der stode Viinkrulterz og en
Deel unge Mennesker sad paa samme Sted, for
at nyde Syttet af Blotnsterne, og mttsieere. Han
formodede at Sse Yeoitpe maatte vare imellem
dem, og befalede Vare-ene at gjore Holdt. Hait
steg ud, sotn for at betragte Blomster-ne, og ka-
stede med det samme et Blik over Selstabet. Der
vare omtrent fein eller sex unge Mennesier, fra
tnve til tredive 2lar gamle, men as et alminde-
ligt, lidet fordeelagtigt Udseende, saaledes som Folk
ere fleesr. Men eett imellem dem udmærkede sig
fremfor de andre. Hatts Haarppttt, hatts Klæder
vare simple, men han var skjott som en JaspiH i
ett Krone, han glimrede som en Rubin. Hans
Legeme syntes dannet af Bjergenes og Flodernes
Taage. Hans Aand, der var at sammenligne med
et pragtfuldt Broderie, var hans Aashn værdigt.
Ak scc M Flok SHMUO for mine Olncs Min Ek-’ l «) Ekt thinellsk Miiier omtrent timde Delen af en fransk Lieut.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
