Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ott, Mennesket, Naturen, men kunde dog ikke falde ’
i Savn. Maaskee det har varet i Dromme, thi
glemte ere de. Var jeg altsaa faldect i lidt Sooii,
lange har den ikke varet. Kl. 2 gik jeg ned af
min Hylde. Jeg folte nemlig i det Hele at jeg
ikke var paa min rette Hylde, — stet ikke. J det
jeg traadte ned, satte jeg min Fod i Ansigtet paa
Ruosereii. Han vaagnede og blev uhyre vred; —-
alt hvad jeg bad og undslyldte, det hjalp ikke. Bred
var Poeteti og stjendte; paa Tydsk var der imid-
lertid intet Ærekrarnkende i hans Vredes Udtryk,
tneir det han var værst med, var hans Russiste,
sotn hau knurreude stille blandte ind imellem. Det
maa have varet yderst fornarmende, men da jeg
ikke katt sorpligtes til at maatte have forstaaet ham,
saa blev jeg rolig, sindig og —vittig. — Jeg sagde
nemlig til ham: «Min Herre! Det er umuligt at
det kan have tilfoiet Dem nogen stor Smerte-, at
jeg satte min Fod paa Deres Nalel — See, saa
tynd, saa sylphelet som jeg erl — o det er en
Dram, der maa i samme Øieblik have oprørtDe«
tes Phantasiel Naar jeg fatter selv denne min
jeruskoede Velliugton paa en Næse, da betyder det
kun lidt mere end Alfedandsen paa Aladdins Rase,
da han laae og sov i det lykkelige Arabien." Rus-
feren loe og vendte imod mig en Deel af sit Le-
geme, sotn jeg vist gjerne kunde have sat min Fod
paa, uden at risquere at vække ham. Du store,
forunderlige Skaberl hvorfor skal dog Somme have
saa meget formeget, og Andre have saa meget
for lidt! —- —-
Jeg gik paa Dakket; hvilken Morgenl Beed
Du hvad jeg tænkte paa? Jeg taeuktez Naar nu
Dit kunde have varet med, og Marie, saa havde
jeg nu vækket Dig. Saa havde vi to gamle Men-
nesker paa fiirsindstyve Aar (pc-r adelitioneswi
taget hinanden om Livet, staaet her sammen og seet
mod Oft, hvor Solens Guld alt begyndte at tin-
dre frierel — Vi maatte da absolut have glemt at
vi vare begge midt paa Livs-orien, troet at vi be-
gyndte den sammen. Jeg veed bestemt, vi havde
slnotgtet som lykkelige Turtel» eller i det mindste
som Krop-Dnerl — O denne Morgen! — og Ma-
rial —- ja vist og sandt er det-, det gad jeg; havt
jer med engang paa eu saadait Reise! Ja Dit maa
vide at dett Morgen var nu ogsaa saa overordent-
lig dtiligl —- Soen var saa kjon rolig, blev lidt
bevæget ved Vognens Fart igjennem den, men det ·
var nu bag os; foran var det stille. Jevttt hen,
rask, skred det herlige Trinmphijotetoi — Nem-
neskesorstandens Triumphvogn kunde man kalde den
— hen over Havfladen. Mod Rordost den ineklenx
borgske Kyst — Wistnars Taarne strakte sig som tre
hvidtlerdte Piger i Veiret, sor at see hvem der
kjørte forbi. Mod Vest Holsieem foran os be-
gyndte Travemiindes Taarn at reise sig. Hele det
store skjønne Hav omkring os saa roligtl Hvilken
Fartl Det kan man kalde en Vei, ikke Strand-
veien, hvor et Menneste bliver staaet med hele
Tonder Sand i Øinene, bare fordi han vil see for-
an lig, naar han sidder i en Vogn for at kjore til
Slottenlundl — Her — ingen Støv —- ingen
gale Hesie, ingen drukne Kulsoiere, ingen modettde
Hvrekudske, som kjore deres Vognstaiige i Rygninr
gerue paa Folk! — og hvor rulle de Hjull s-
. hvor stadig kraftigt-. Med Nerver, hvori befinde sig
60 Hestes Kræfter, griber Dampens Genitis om
Pompeylindereu, og de svare Hjiil pidsce afsted,
som Spindekoner, en Dreng sætter i Bevægelse paa
et Bord ved at rulle dem i Fingrene —- hul hvor
det gaaer! Hvor det morede mig her at gaae alene
paa Datter, og see mig omkring, og betragte Ma-
stinerietl Hor — Du gjort ved at see paa dets Ar-
beiden, og seel — der kommer en sort lang Mand
frem med en Jernnogle. Han titter ned i Varket«
— han fæster sine Øine alvorligt paa et Punktz—
det farer mig koldt over Ryggen, da han hurtig
flyver hen, griber en Havert og letter inde i Ma-
skineriet noget i Veiret. Det hvaser i Pumpeti
— Datnpen ligesom snyser frem — dett vil ud —
men den maa blive i det Rttm, den er indsluttet
i. Canaillen vilde heller stise udenfor-, for at tumle
sig i den friste Morgenlufrl — Det troer jegl —-
Nei var saa artig, siger Manden, og bie lidt, end-
nu maae du arbeide i 7 Timer, saa ere vi ved
Maaletl — Han staaer et lille Slag paa Cylitte
derarlen, en lille Kile er mindre fast; Jeonheden
i Bevægelsen bliver endnu besiemtere —- og mægti-
gere endnu gaae Potnperite op og ned og spille
med .s:jiilette. Hvilket herligt Parti —- See der
hvor mork en Skygge der lorgger sig heri over Ha-
vets Det er en uhyre Rogtuasse, der valter ud af
Roret. Den er vor Viinpelz den driver overad
Potnmern til! — See —- der starier alt en Sky
hoit oppe overad tnod Wismars tre Jomfruer — deri
har vor Skibstnave udaaudetl — Hvor nydeligtl
Deri see den lille Sky hen over Holsteeitl —
hvor den skinner, som om den var indfattet i Guldl
Der nedenfor Horizouten ei· Solen, omtrent rii
god dausk Alt-i under Vandetl — Ol uu komme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
