Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fag, ved at besee og nøie sammenligne Europas
største Kunstsamlinger med stadigt Hensyn til Fæ-
drelandete, som han saa noie kjender; og ikke let
har en Mand for et heelt virksomt Liv saa tidlig
faaet en saa kjer Bestemmelse, hvortil han folte
selv saa meget Kald.
Det staaer endnu tilbage, at denne herlige
Samling gjores saa offentlig, som muligt, saa of-
fentlig, at den kan opnaae sin Hensigt, danne
Kunstneren, belare Kjenderett, og glæde Kunstelx
slet-en, og saaledes opfylde værdig sin Bestetnmelse
og Regjeringene ædle Villie; og dog tillige de
Misbrug undgaae-, der ved PobebNysgjerrighed
og llvorenhed saalet indsnige sig, der ei allene her,
men desværre overalt ei blot er indskrænket til den
laveste Stand, soin en sørgelig Erfaring saa ofte
og næsten daglig beviser ved alle offentlige Indret-
ninger-. thi kun en saadan Offentlighed er det, at
den dannede Statoborger, der elsker og agter
stson Kutist, her kan onste og gjore sig Haab om
af en faderlig hmnan Regjerittg.
ik-
Brudstykker
en daltsk Reisendes Breve til Hjemmet.
—-
Ferste Brev.
Til min Kone.
ill-
En god halv Time efter var det næsten ntorkt. Neg-
uen pidskede ned. Vi lukkede Chaisen, saa gik det
endda an. Meti nu begyndte det at stnaalyne, forst
lige for os, en brnnnnende Droneu længe efter
gjorde at vi ikke ændsede det. Lidt efter lyttede
det paa eengang fra tre Kanten Drenet kom tæt-
tere paii Glimtene, ingen halv Time saa var det
merkt og et ordentligt reelt Tordenveir, med Lynild
fra alle mulige Kanten Men det skulde bide be-
dre. Elt lille Dreiig modte vi; han gik med sam-
inenfvldede Hænder og græd; han havde langt hjem,
sagde han. Regnen blcis nn stærkere. llveiret stod
os næsten lige over .Hovedertie, men endnu kun
næsten. Kndslen var lystig: naar der kom etSkrald,
saa sagde han pali sit meklenborgske Plattydsc: «Ia
jal Herre Gndl vi hore Dig nok! vi veed nok
Du er deri lad kun det Spektakel sarei" v. f. v.
Men nu kom der et Lyn, som lyste Himmel og
Jord op, sont en Middag! — Saa slannedes Met-
leubnrgerent "Altntiehtiger Gottl" sagde han, stille
og sukkende, dreiede Hestette hen under to store
Træer og holdt. Det var saa morkt at man kunde
ikke see for sig uden naar Lynstraalerite lystr. Nu
fulgte paa hver Straale et umiddelbart Skrald,saa
frygteligt, saa toooo Kanoner kunde været knal-
dede af i stor Stilhed uden at man vilde kunne
have hort dem. Det var saa frygte-ligt, saa man
kunde bildt sig ind at vor Herre spreugte Kloder ;
Luften med fiint poleret Jagtkrudt. Blæst, fa Storm
havde reist sig. Regnen — Regn kan man ikke
kalde det —- Vande fra Hiinmeingneue styrtede sig
ned, opsangedes af Stormen for at stnides lige di-
rtkte ind iidinene paa vore Heste og os selv. Men
Hestene taalte den Salut kun eengang. De reiste
sig piilrette i Veiret, men sank som ituslagne strar
ned i Knæe-ene over Lynglimtene, som rinder de
uhyre Skrald i samme Øieblik stammede om Orette
· paa dein og os. Nu maatte Meilenbvrgei«cil vende
iom, og vilde nu med stor Villighed have kjort
tilbage, om vi vilde have tilladt det, men da det-
sved kun var lidt at vinde, siden fremad var ikke
værre end tilbage — thi Regnen og uveiret var
overalt udbredt s- saa holdt vi med Ryggen mod
( Vinden. Jeg lukkede mine Øine-. Lynilden gjorde
·saa ondt i dem. L. var stille. Kudsken stod
i Vattd tii Kiteeerue næsten, saa gysrlig reg-
nede det, og holdt Hestette, som, ihvor gamle
de vare, og saa ndasede saa de kun vare ved ide-
lig Smeld og Stneek at sætte i Gang, nn ved det
hoitidelige Naturoptrin vare saa exalterede hvert
Øieblik som deres Bagbeens Længde vilde tillade
det. Naar Lynilden spillede, saa sank de ned, og
naar Skraldene bragede, saa foer de i Veiret, sotn
oln Knlier og Spedalsched sad dem i Hovedertm
Koldt var det. Jeg var ærgerlig over Kudskeus
Æseslagtighed, sont for sit Kneipe-Bekjendtskab-
Skyld havde sat os i denne Elendighed. Her holdt
vi midt i eu So, omgiven as store hule Træer.
Fra alle mulige Kanter flammede Ilden ned paa
os og over vis. Sskrald i Skrald — Himlen suds
ret — Hvad den un er bieveti saa vred over! —
Stormen hylede ikke, —- dett syntes vel ikke ar den
kunde vat·e bekjetidt at komme med Hul naar de
andre Elementer saaledes brillerede — den brolede
— ja deri bkolhylhvinede — deu hviinhylliroledel
o Sproget er jammerligt indrettet fok saadattt et
Veirt under denne frogtelige Ratnk.-Oprvrthed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
