Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krog i Kirken hvor de begge satte dem. Det var
mig umuligt at blive tilbage, og ubemærket satte
jeg mig bag ved dem. Jeg hvrte Damen klage i
de sødeste Toner, og Manden tiltale hende trøsten-
de, nien jeg kunde ikke samle deres sagte Ord.
Endelig horte jeg hende sige: «sddt i en lykkelig
Timel Just disse Ord sagde ogsaa Du, da min
stakkels lille Jsidoi«e blev fedt med Foraarsjevndvgx
net. J en saadan Kaabe, som dette Barn, var hun
indsvdbt paa Reise-i, da jeg sidste Gatig saae hen-
de. O, at hun laae begravet herl" —- »Hvor-
dau, tniu Elaral" udbrod Manden: "Dn vusker
vort Bartt Dvden?" —- Claral — indorel — jeg
lyttede med storsie Austrangelse. "Ja," svarede
Damen, «det vnsker jeg. Laae hun dog her i denne
Kirke, som en lille Blomst ved Fodeii af disse be-
romtnelige Grave, da vilde jeg gaae trøstet herfra.
Men nu, hvor skal vore Tanker søge hende? Maa-
skee paa en Tiggerkones Arm, opvoreude i Man-
gel og Laster.«’ —- Enhver kan tænke sig min Glæde
og Forundring. Næsten ude af mig selv raabte
jeg: "Horatio og Clarai Det er Deres Barnl·«
- — Resteii er let at glatte og umulig at beskri-
ve: Foretldrenes Heurykkelse, deres Sammenkomst
med Lydia, til hvem vi iilte saa hurtig som deres
Heste og min knnde løbe. Dett gode Madame Ro-
sen og hendes Datter lode under disse Omstændig-
heder med Glæde deres kjære Lydia fare. Sildigt
ud paa Natteti, ankom vi alle fire til et Landsted,
hvor Horatio opholdt sig hos en gammel Bekjendt,
og neppe vare vi der, ferend Friie Horatios Kam-
merpige og et Bondefruentimmer kom farende ind,
og svvmmende i Taarer kyssede Lydias Klæder og
Hænder ganske som ude as dem selv. Disse troe
Mennesker bebreidede dem selv deres Herskabs Klokke.
Samme Dag nemlig som Lydia blev eonsirmeret,
var denne Familie paa sin Reise til Kjøbenhavn
ankommen tit et Vertehuus· Horatio og hans Frite
vare strax gaaet hen at besvge en Ven, som boede
iNeerhedenz deres ældste Barn, en lille treaaes
Dreng, var med, fulgt af Tjeneren. Dett lille
Jstdore (som Lydia med prophetisk Aand havde kaldt
hende) var bleven tilbage i Vertshiiset med de to
omtalte Fruentimmer, as hvilke Bondepigen, der
passe-de det lille Barn, var meget eenfoldig og do-
sig. ·- Hnu sad i et Værelse hos Barttet der sov
isin Vugge, og da hun selv var træt af Reiselt,
satte hun sig ved en Seng, lagde Hovedet paa
den og sov ind. Kammerpigen, som i et andet
Værelse var beskjæftiget med en Knsserts Ompak-
ning, kont ind, saae Barnet og Opvartersken sove-
havde den Forsigtighed at slaae Skaadett for Do-
ren, og gik derpaa igjen til sit Arbeide. ersk et
Par Timer efter savnedes Barnet. De yderste
Dvre vare lukkede, det var som forsvunden For-
etldrene kom tilbage. Hele Huset kom i Opror.
Folketie i Vertshiiset fattede stik- Mistanke til den
vanvittige Pige, da hun daglig git omkring der i
Cguen, og tilfortt var krvbet ind af Vinduer, dog
knn i Staldene. — Værelset, hvor Barnet havde
sovet, var lavt nede ved Jorden, og et Vindue
havde staaet aabent. Man sendte Biid og lob om
til alle Kanterz men næste Morgen fandt mau den
stakkels Afsindige død i Statden, og, sotn matt be-
mærkede, ihjelslagen af en Hest, under hvilken hun
laae, og som hun formodeutlig havde forskrækket
ved sut for alle Skabninger frygte-lige Nærhed. Og-
saa her var hun kommen ind gjennem et Vindue,
thi Stalddvkene vare lukkede. — Man fortalte at
denne Ulykkelige var et for Barnemord sigtet Fruen-
timmer, der lange havde siddet i Fangsel og der
ganske tabt Forstanden.
Kun underhaanden havde de bedrovede Forel-
dre vovet at gjvre Eftersvargstee om deres Barn,
da erighederite i Omegnen, for hvilke de havde
angivet denne Tildragelse, ønskede det saaledes, og
meente at de ved at lyse ester det i offentlige Ti-
dender, love Belottninger og desl-, vilde forvge
Barnets Fare for at blive skjult af Bedragere, der
muligviis kunde have istnde, efter en Tidlang, at
bringe dem et fremmed Bartt og derved tilvende sig
Fordele. De kunde imidlertid, hængende ved et svagt
Haab, ikke overtale dem til at fortsatte deres Reise.
Et Par Dage vilde Horatio at hans Frue
skulde udhvile efter saa mange Sindslidelser, der-
paa skulde vi alle reise til Kjobenhavm Min Fart-
ter Laertes, som jeg havde underrettet om alting,
ilede til os, og deelte med sit trofaste Veunesind
vor Lykke. Men Aftenen for den til Afreisen fast-
satte Dag, blev til vor Forundring vort Selskab
foroget med Herr Polouins, der havde opsvgt sm
Datter (som han dog troede strafveerdig) hos Ma-
datue Rosen, og af hende erfaret alting. Hans
overstrvmmcnde Kjærlighed til hans Lydia, hans
Anger over den Uret han havde gjort hende, var
virkelig rvrende. Han lovede hende alle kjvben-
havnske Forlystelser, nye Klarder« Shatvler, alt
hvad der kunde gloede et qvindeligt Hjerte, men
det eneste der efter Lydias egen Erkleering kunde
gjore hende lykkelig, hans Samtykke til hendes og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
