Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
delig Vei at ploie for at naae til hans Taltkckz
deels fordi disse selv ikke synes at have været ham
tilstrækkelig klare, inden han tildaekkede dem tned sit
poetiste Glimmersand. Efter de philosophiske Nai-
sonnements, at paa Jorden sindeo ingeii anden
Forsoning end Døden, at Tidett er storknet Evig-
hed, at det jordiske Liv er Assaid fra Alfaders Thro-
ne, o.s.v., viser Præsten, hvorledes den nordiske
Gndeieere i sin Mythe otn Asernes Opstandelse ef-
ter Nagnaroke lærer Forsoning; men at Forsottinx
gen her i Livet bestaaer i at forsone sig — med
sin Fiende. Herester henviser han, uden tnindste
Forbindelse med det foregaaettde, til "en sydlig Bal-
der, en Sott af Jomfruen,» hvis bare han rig-«
tignok tilstaaer, at han ikke kjender, endskjondt han
dog, ligesom ethvert menneskeligt Hjerte, har havt
en Anelse om den i sine bedre Timer; han spaaet
at den vil fortreenge den gamle Lære (som han da
kunde have sparet sig at ttdvikle), beder de nye Slæg-
ter om ei at foragte de gamle, der ogsaa have sagt
Sandheden, giver dem i detl Anledning at betæn-
ke, "at Alfader er Een, men at hans Sendebud
ere flere." GVJahomedaner er denne Prask rigtig
nok ikke). Endelig forener han Frithiof og Inge-
borg, der, som man seer, faae en efter Olnsteen-
dighederne temmelig christelig Vitlse·
Denne hele Fremstilling er saa snbjeetiv re-
flecterende som muligt. Frithiofs Digter forlader
her ganste sine Læsere, og det er Bistoppen l Lund
som taler til dern. Det vedkommer os ikke, hvor-
vidt denne matte Stræben efter at forene Heden-·
skab og Christettdom egner sig for en Biskop, men
i eesthetisk Henseende smager den allerede saa vant-
tnelt, at den — for at bruge en beromt Mands
noget djeerve Udtryk —- blioer, som alt hvad der
hverken er varmt eller koldt, spottet ud igjen. Fri-
thiofs Saga spiller i Hedenskabets glimrende Tid;
under hele Digtet har der ikke varet mindste Grutid
til at tvivle paa Eddaleereno Gnddonimelighed; det
er saaledes meget ilde anbragt, at lade een af denne
Lares Præster forkynde et hoiere Lys. Forst naar
en bestaaende Lære har tabt sm Antoritet i Mæng-
dens Øine; naar dens hele Ritus er bleven en tom
Form, hvorpaa ingen Fornuftig troer; naar Be-
grebet som sknlde opfylde Formen, er forsvnttdet
deraf, og Læren folgelig er dod (thi hvad er Doden
andet end Begrebets Adskillelse fra Realiteten« el-
ler Sjalmk fra Legemet ?) fotst da vender Blikket
sig mod noget Nyt. En saadan Allnsion paa Chri-
stendommen, skjondt fremsat paa en ganske anden
Maade, vilde f. Er. vare passettde t en Slildring
af den romerske Historie nnder Tibetino eller Ealix
gnla, da den antike Verden havde over-levet sig selv,
og Trangen til det Nye lod sig fole ved Siden af
Smerten over Tabet af det Gamle-. Jeg frygter
ikke for at begaae nogen Jndisrretion, ved at gjort
opmærksom paa en i denne Aaiid opfattet, og derfor
ogsaa sand poetisk Allnsion paa Christendommen i
Slutningen af Hauchs om kort Tid ndkommende
Tragedie, Tiberius.
Theatret
Et Eventyr i Rosenboisg Have.
Denne geniale Composition, der har fundet sit
Pnbliknm og er bleven medtagen med en overor-
dentlig Enthusiasme, blev Frcdagen den 5» Oetbr.
i mnsitalsk Henseende ndfort saa slet, at Anm. i en
Række af Aar ikke erindrer sig at have hat-: noget
saa stjodeslost. Onoertnren iAlicgm vivacc) blev
tagett som Allegro morloratw heelt igjennem sav-
nedes det fornodne Ensemble, og sporedeo en be-
standig Vakleti; det Hele nden Aand, udett Saft
og Kraft. At Trompeterne blæste, som om det
var den agende Post der var kommen ned i Orche-
stret, bor ikke fortie-l. At Tempoet i de voeale
Nnmniere ikke i dett Grad blev forfeilet som i On-
vertnren, havde formodentlig sin Grund deri, at
Orchestret overlod til de Syngende, selv at angive
Tempoet saa godt de kunde. Orchestret vedblev ikke-
som det bor sig, det eengang begyndte Tempe, men
trak baade frem og tilbage. Paa flere Steder ude-
bleve adskillige Jnstrnmenter ganske, og paa andre
faldt de itte ind med den fornødne Preeision. klt
Orchestret ikke aceonipagneerte med Delicatesse, og
lod Sangen fremtræde som Hovedstemme, men ofte
overdooede den saaledes, at den knn svagt eller slet
ikke kunde horro, gjelder ikke alene om denne Fo-
restilling, men i Almindelighed. Og dog synes det
indlysende, at der er en stor Forskjel mellem et
Forte i et Orchesterstykke og iet Vocalnnmtner. Elt
anden ligesaa almindelig Feil er at Strygeinstru-
menterne og Blaseinstrnmenterne sieldett stemme
ganske reent sammen. Man haaber, at Orchestrrts
fortrnsselige Mttsikdittetenr vil efter bedste Evne
soge at ashjelpe saa væsentlige Mai-gled
Hvad Spillet angaaer-, da er den ene Halv-
deel af Personalet udtneerket, nemlig Mad. tver-
schall, Jfr. Patgeo, Dhrr. Frydendcihl og Ro-
senkilde, og da Pnbliknm lydeligt har yttret sig
for dem, behøver Kritiken knn at ansore det. Hvad
derimod den anden Halvdeel angaaer, da ladet- dett
en Deel tilovers at ønske. Det kan vel ikke næg-
tes, at Mad. winslow spiller sin Rolle med me-
gen Natur og Sandhed, men Natitr og Sandhed
(i Ordets sædvanlige Betydning) ere ikke nok. Et
poetisk Ideal bar ligesaalidt savnes i det Komiske-,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
