Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg faler mig saa beklemt. Og hvilken Vei uden-
for Byen er vel den eensomste? Lad os gaae den!
jeg trænger til at tale uforstyrret med Dig.·’ —-
Vi tneente at den eensomste Vei i Narhedelt as
Byen var den, sotn farer til Quiutus, og valgte
denne. Det var en kold, dunkel Aften, det blaste
stærkt, vi strede mod Vindett og kunde neppe tale
sammen. Vi vendte derfor om igjen, og da det
var os ligemeget hvad Vei vi gik, forudsat at dett
var eensom, dreve vi omkring i de meest afsides
Gader af Christianshavn. Men oi gik laenge freln
og tilbage, inden Rudolph kunde sinde Ord til hvad
han egentlig vilde sige. Endelig, da jeg henledte
Samtalen paa hans Forhold til Attra, udbrod han
i de heftigste Bebreidelser mod stg selv, og sagde
tilstdst: ’·Jeg forekommer mig selv som et Menne-
sie der har forskrevet stg til Fanden-, og umulig er
det dog ogsaa at de Begivenheder, der ere handet
mig, stdeu jeg fandt denne Nogle til min tllokkc,
kunne vare naturlige. —- Du leer, vedblev han:
Forstaae mig ret: Jeg er endnu ikke bleven en
gammel Kjerling, der troer at noget kan gribe ind
i Naturens Orden. Mere hvo kjender denne Or-
den? Hvo kan tvivle paa at vi ere omgivne af en
Verden, som vi ikke kunne opdage med vore Sand-
ser, enten fordi disse ere for grove eller for fine;
eller fordi denne ubekjendte Verden bevæger stg for
hurtigt eller for langsomt, eller af tusinde andre
Grundei" — ’«Men, asbrod jeg ham: der er jo
vist nok l vor egen velbekjendte Verden tusinde og
tustnde Kræfter, som vi ikke kjende, men ere de
onde fordi vi ikke kjende dem ?·’ — -"Saaledes kal-
sonnerede jeg endnu for otte Dage stden, svarede
han, men det troer jeg stlkert at der gives onde,
det er at stge, misbrugte ·straefter iNaturen, og
timeligviis en lavere, slettere aandelig Natur end
Menneskets. Til Beviis paa det første vil jeg blot
anfdre de skrækkelige Misbrttg af Magnetistttens
Kræfter, paa hvilke vi ikke kunne tvivle, og til Be-
viis paa det sidste: i det mindste til eu vis Grad
næsten enhver Spagclsehistorie, ethvert Folkesagtt
om Trolddom. Folkesagn, horer Du? Noget maa
vtrrc deri, da Folkets Nost eenstemmig taler derent,
da ueesteu alle Nalioner, og iseer de kraftigste, de
tnodigste as disse, troe derpaa. Men ere nu ikke
uaesteu alle disse Sagn af ett saa lav Natur, at
intet dannet Menneske vilde foretage sig saadanne
Narrestreger-, som man tillægger disse Væsner, der
ved forste Øiekast synes af en heiere eller stuere Na-
tur? Feil er den Tanke, at jeg er traadt ud fra
den Plade, der som Menneste var mig anviist, og
har forbundet mig med en mig afsivelig Verden."—
’"Kjeere Rudolph, udbrod jeg: Din altfor levende
Phantasie er den Trolddotn, sont sorvilder Dig.
Men uden at indoikle mig med Dig i ett Laby-
rinth, af hvilken intet Menneske kan siude ud, saa
vil jeg nu kun stge Dig, at jeg i nogen Tid har
troet at kunne opløse Gaaden angaaende Din Attra.
Vor Vert, Doctor A., der jo ingen Anelse har el-
ler kan have om Dit Eventyr, fortalte mig en-
gang, at hati for nogle Aar siden var kaldet sont
Lage til et shgt Pigebarn, der leed af Krampetilx
falde, sont hutt havde faaet af Skræk ooer et al-
deles ikke farligt Saar-, som hun handelsesoiis selv
havde paadraget stg. Den Matid, sagde han, sotn
med stor Jilferrdighed havde hentet ham til Hjelp-
var en gammel Bekjendt af ham, om hvem man i
slere Aar havde troet, at han levede paa et frem-
med Sted. Denne Mand sorte ham ind t et over-
ordentlig prergtigt Hun-, hvor han fandt stn unge
Patient, der endnu ikke var voren, men af en ma-
gelok Skjønhed. Da han ikke kunde skjule stn For-
undring over at finde den omtalte Mand, som han
havde kjendt i strtte Omstændigheder, omgiven af en
saadan Herlighed, betroede denne ham, at intet af
alt dette tilhorte ham, men en overmaade rig gam-
mel tldlauding, der havde tilbragt stt meeste Liv
paa Reiser i fjerne Lande, men var bosat etstedtl l
Orientett. Denne Herre, sagde Manden, var for
et Par Aar siden kommen i Besiddelse af dette spi-
gebarn, der var af eireassist Herkomst, og havde
bragt hende med stg her til Staden, hvor han
havde betroet hende til Opdragelse og Pleie til denne
Mand og hans Kone, medens han selv var sravere
rende. Naar han kom her tilbage, vilde han agte
hendr, da han tilbad dette Barn og neeslen lod sig
beherske af hende. A. tilsviedet Den unge Pige
kom sig snart, og jeg havde aldeles glemt denne Til-
dragelse, indtil jeg nu for kort stden traesfer Man-
den i Hamborg, der sorte-ller mig at den gamle
Herre er kommen tilbage for to Aar stdeuk har
agtet den sljoune Pige, og er reist igjen, efter at
have erableret hende her i Kjobeuhavn paa en for-
underlig hemtnelighedsfuld Maade med orientalss
Pragt og Stinsvge· J dette Efteraar ventedes han
igien til Kjøbenhavn, for at hente stn unge Kone
til sit egentlige Hjem, hvor hun fskst M skuld-
omgives af Glands og Herlighed. De Ting han
derpaa fortalte mig om denne gamle Brudgom- som
han kaldte sin hele Velgjoretv vare bsist UMSV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
