Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
MØLLEHESTEN.
Hvi stirrer Du, Hest, fra det gamle Skur
saa sorrigfuld ud i Guds Natur?
Om Jorden suse nu Vaarens Vinde;
men der er saa mørkt og skummelt inde.
Du vilde nok gjerne herud engang
i det høje Græs paa den grønne Vang?
Hesten, den svarede ej et Muk,
drog kun et tungt, et smerteligt Suk,
kunde ej klage og kunde ej græde,
sukked for Livets Frihed og Glæde,
synes, den var til Bedre skabt,
end at ødsle i Møllen sit Mod, sin Kraft.
RÆVEN.
Ræven lister sig til sin Hule:
Nu er det nok Tid, at jeg maa mig skjule;
i østen glimter alt Dagens Spor.
Saa smutted den ned i den sorte Jord;
der skrege og’ græd med arrige Tunger
de smaa rødhaarede Ræveunger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>