Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Søren Kierkegaards Filosofi - B. Etik - b. Stadierne - β. Den etiske Livsanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Endeligt og Ligegyldigt blandt Tilværelsens mange
Endeligheder og Ligegyldigheder. En Etiker kan bruge Ironien
som Inkognito, for ikke at blive komisk ved Misforholdet
mellem hvad der optager ham og hvad der optager
Verden. Han adskiller sig derved fra »en umiddelbart
Begejstret, der vræler ud i Verden tidligt og silde, og
altid koturnisk paa Støvlerne plager Folk med sin
Begejstring, uden at mærke, at det ikke begejstret’ dem«.
Men Ironikeren behøver ikke at være Etiker; han kan
liave indøvet den blotte Eorm. (Uvidensk. Efterskr. p.386 f.,
hvor Kierkegaard korrigerer sin egen tidligere, mere
negative Opfattelse af den sokratiske Ironi i sin
Doktordisputats.)
Den store etiske Betydning af Begrebet om den
Enkelte« i Retning baade af Virkeliggørelse og af
Inderliggørelse behøver ikke nærmere at paavises. Der er ved
det med sikker Energi peget paa hvad der er og bliver
det Etiskes første og vigtigste Ontraade, og tillige dets
Kilde og dets stadige Tilhold: den enkelte Personlighed
og Forholdet mellem det Ideal, der her har dannet sig,
og den Villen. der her rurer sig. Det er den første etiske
Ide, og den er hos Kierkegaard fremhævet dels over for
den Fordygtigelse, som den kontemplative og æstetiske
Retning let fører til, idet Villien lades ude af
Betragtning og Idealet bliver Genstand for blot Skuen, — dels
over for Tendentsen til at fortabe sig i den sociale og
historiske Betragtningsmaade, der ikke bekymrer sig 0111
hvad der foregaar i det enkelte Indre, naar blot Slægten
i det Hele eller i Gennemsnittet udviser Ændringer i en
tis Retning. Det forekom Kierkegaard, at Tilværelsen
vilde blive meningsløs, hvis man ikke saa den højeste
Værdi i den Enkelte: ti hvorledes vil man ellers forklare
»den guddommelige Ødselhed, der bruger den uendelige
Skare af Individer i den ene Generation efter den anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
