Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Skyggerids. Psychologisk Tidsfordriv - Improviseret Tiltale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Planer, for fortrolige med Livets Usselhed og Tilværelsens
Troløshed, have vi besluttet at komme Verdensloven til
Hjælp og tilintetgjøre os selv, hvis den ikke kommer os i
Forkjøbet. Et Aar er forløbet og endnu er vort Selskab
fuldtalligt, og Ingen er endnu afløst, Ingen har afløst sig
selv, da Enhver af os er for stolt dertil, fordi vi alle ansee
Døden for den største Lykke. Skulle vi glæde os derover og
ikke snarere sørge, og kun fryde os i Haabet om, at Livets
Forvirring snart vil adsplitte os, at Livets Storm snart vil
rive os bort! I Sandhed, disse Tanker egne sig vel bedre
for vort Selskab, stemme bedst med Øieblikkets Festlighed,
med den hele Omgivelse. Thi er det ikke sindrigt og
betydningsfuldt, at Gulvet i dette lille Værelse efter Landets Skik
er bestrøet med Grønt, som var det til en Begravelse, og
giver Naturen om os ikke selv sit Bifald, naar vi agte paa
den vilde Storm, der raser omkring os, naar vi vogte paa
Vindens mægtige Røst? Ja lader os et Øieblik forstumme
og lytte til Stormens Musik, dens kjække Løb, dens dristige
Udfordren, og Havets trodsige Brøl og Skovens angstfulde
Suk og Træernes fortvivlede Bragen og Græssets feige
Hvislen. Vel paastaae Menneskene, at Guddommens Stemme
ikke er i det fremfarende Veir, men i den sagte Luftning;
men vort Øre er jo ikke bygget til at opfange sagte
Luftninger, men vel til at sluge Elementernes Larmen. Og
hvorfor bryder den ikke endnu voldsommere frem og gjør
Ende paa Livet og Verden og denne korte Tale, der
idetmindste har det Fortrin fremfor alt det Øvrige, at den snart
faaer Ende. Ja gid hiin Hvirvel, der er Verdens inderste
Princip, om Menneskene end ikke mærke det, men æde og
drikke, gifte sig og formere sig i sorgløs Travlhed, gid den
brød frem og i indre Harme rystede Bjergene af sig og
Staterne og Culturens Frembringelser og Menneskenes kløgtige
Paafund, gid den brød frem med det sidste forfærdelige
Hviin, der sikkrere end Dom-Trompeten forkynder Alts
Undergang, gid den rørte sig og henhvirvlede denne nøgne
Klippe, paa hvilken vi staae, saa let som et Fnug for Aanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
