Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 6. Den første Kjærlighed. Lystspil i een Act af Scribe, oversat af J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
241
den Side er der en Productivitet, der forseer sig paa An-
ledningen. Om den første Art kan man sige, at den seer en
Anledning i Alt, om den anden, at den i Anledningen seer
Alt. Hermed er nu Leilighedsforfatternes store Menighed be-
tegnet, lige fra de i dybere Forstand Leiligheds-Digtere til
dem, der i strengere Forstand iAnledningen see Alt, og der-
for bruge det samme Vers, den samme Formular, og dog
haabe, at Anledningen for de Vedkommende vil være en til-
strækkelig Anledning til et passende Honorar.
Anledningen, der nu som saadan er det Uvæsentlige og
Tilfældige, kan i vor Tid stundom forsøge sig i det Revolu-
tionaire. Anledningen spiller ofte ganske Herre; den gjør Ud-
slaget, gjør Productet og Producenten til Noget eller til
Intet, alt eftersom den vil. Digteren venter, at Anledningen
skal begeistre, og seer med Forundring, at det ikke gaaer an,
eller han frembringer Noget, han selv i sit Inderste anseer
for Ubetydeligt, og seer nu, at Anledningen gjør det til Alt,
seer sig hædret og udmærket Paa alle mulige Maader, og
veed med sig selv, at det har han ene Anledningen at takke.
Disse forsee sig nu paa Anledningen, de, vi i det Fore-
gaaende have sremstillet, oversee den og komme derfor altidi
enhver Forstand ukaldede. De dele sig egentlig i to Classen
de der dog antyde, at en Anledning er nødvendig og de
som end ikke lade sig mærke hermed. Begge Dele beroe na-
turligviis paa en uendelig Overvurderen af eget Værd. Naar
et Menneske bestandig fører saadanne Talemaader iMunden,
som: i den Anledning falder det mig ind, i den Anledning
kommer jeg til at tænke paa o. s. v., saa kan man altid være
vis paa, at et saadant Menneske er paa Vildspor sig selv be-
træfsende. Selv i det Betydeligste seer han ofte kun en An-
ledning for at faae sin Smule Bemærkning anbragt. Dem,
der end ikke antyde Anledningens Nødvendighed, kan man
ansee for mindre forsængelige men mere afsindige. De ud-
spinde ufortrødent, uden at see til Høire eller Venstre, deres
Passiars tynde Traad, og de gjøre med deres Snak og med
deres Skrift samme Virkning i Livet som Møllen i et Even-
S· Kierkegaard 1. 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
