Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Forførerens Dagbog - d. 15. Mai
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
349
faaet hende at see, da havde hun vel været indsvøbt i den
grønne Kaabe, forfrossen maaskee, og Naturens Ublidhed havde
i hende forkleinet sin egen Skjønhed. Nu derimod, hvilken
Lykke! Jeg fik hende at see første Gang paa Aarets skjøn-
neste Tid i Forsommeren ved Eftermiddags-Belysning. Vin-
teren har nu·ogsaa sine Fordele. En brillant oplyst Balsal
kan vel være en flatterende Omgivelse for en balklædt ung
Pige; men deels viser hun sig sjeldent her aldeles til sin
Fordeel, netop fordi Alt opfordrer hende dertil, en Opfor-
dring, der hvad enten hun giver efter for den eller gjør den
Modstand, virker forstyrrende; deels minder Alt om For-
gængelighed og Forfængelighed, og fremkalder en Utaalmodighed,
der gjør Nydelsen mindre qvægende. Til visse Tider vilde
jeg vel ikke undvære en Balsal, jeg vilde ikke undvære dens
kostbare Luxus, ikke dens ubetalelige Overflod af Ungdom og
Skjønhed, ikke dens mangfoldige Spil af Kræfter; men jeg
nyder da ikke saa meget som jeg svælger i Mulighed. Det
er ikke en enkelt Skjønhed, der fængsler, men en Totalitetz et
Drømmebillede svæver En forbi, hvori alle disse qvindelige
Væsener configurere sig mellem hinanden, og alle disse Be-
vægelser søge Noget, søge Ro i eet Billede, som ikke sees.
Det var paa den Sti, der ligger mellem Norre- og
Østerport. Klokken var omtreni halv syv. Solen havde tabt
sin Magt, kun Erindringen om den bevaredes i et mildt
Skjær, der udbredte sig over Landskabet. Naturen aandede
friere. Søen var stille, blank som et Speil. Blegdammens
hyggelige Bygninger speilede sig i Vandet, som et langt
Stykke ud var mørkt som Metal. Stien og Bygningerne
paa den anden Side belystes af afmægtige Solstraaler. Him-
len var klar og reen, kun en enkelt let Sky gled ubemærket
hen over den, bedst at bemærke, naar man fæstede Øiet paa-
Søen, over hvis blanke Pande den forsvandt. Jntet Blad
rørte sig. — Det var hende. Mit Øie har ikke bedraget
mig, om end den grønne Kaabe har gjort det. Uagtet jeg
nu i saa lang Tid havde været forberedt, var det mig dog
umuligt at beherske en vis Uro, en Stigen og Falden lige-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
