Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Forførerens Dagbog - d. 2. Juni - d. 3. Juni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
363
er saa forsigtig, ikke at træde op som Kjender. Jdag kom
jeg op til Fru Jansens, jeg havde lukket Døren halv op
uden at banke paa, en Uforskammethed, der ofte kommer mig
tilgode og som jeg, naar sornodent gjøres, afhjcelper ved en
Latterlighed, ved nemlig at banke paa den aabne Dør — hun
sad der alene ved Fortepianoet — hun syntes at stjæle sig til
at spille —— det var en lille svensk Melodi — hun spillede
ikke med Færdighed, hun blev utaalmodig, men da kom atter
blidere Toner frem. Jeg lukkede Døren og blev udenfor,
lyttende efter Afvexlingen i hendes Stemninger, der var
stundom en Lidenskab i hendes Spil, som erindrede om Jomfru
Mettelil, der slog Guldharpen, saa Mælken af hendes Bry-
ster sprang. — Der var noget Veemodigt, men og noget
Dithyrambisk i hendes Foredrag. —— Jeg kunde have styrtet
frem, grebet dette Øieblik — det havde været Daarskab. —
Erindringen er ikke blot et Conservations-Middel, men et
Forogelses-Middel, hvad der er gjennemtrængt af Erindring
virker dobbelt. — Man træffer ofte i Bøger, isæri Psalme-
bogen en lille Blomst — det har været et skjønt Øieblik, der
gav Anledning til, at den blev nedlagt, Erindringen er dog
endnu skjønnere Hun lægger aabenbart Skjul paa, at hun
spiller, eller spiller hun maaskee kun denne lille svenske Me-
lodi — har den maaskee en særlig Interesse for hende? Alt
dette veed jeg ikke, men derfor er denne Begivenhed mig af
stor Vigtighed. Naar jeg nu engang taler fortroligere med
hende, saa leder jeg hende ganske hemmeligt hen paa dette
Punkt og lader hende styrte ned i denne Lem.
d. 3. Juni.
Endnu kan jeg ikke blive enig med mig selv om, hvor-
ledes hun skal opfattes; jeg forholder mig derfor saa stille,
saa ubemærkelig — ja som en Soldat i en Vedetkjaede, der
kaster sig ned til Jorden og lytter efter den fjerneste Gjenlyd
af en fremrykkende Fjende. Jeg er egentlig ikke til for hende,
ikke i Betydning af et negativt Forhold, men i Betydning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
