Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Forførerens Dagbog - d. 7. Juni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
371
saa bliver Vanskeligheden atter, at Edvard visfelig ikke er
nogen Mephistopheles. Jeg er heller ikke nogen Mephisto-
pheles, allermindst i Edvards Øine Han anseer mig for
sin Kjærligheds gode Genius-, og deri gjør han vel, idet-
mindste kan han være sikker paa, at Ingen kan vaage om-
hyggeligere over hans Kjærlighed end jeg. Jeg har lovet
ham at eonversere Tanten, og jeg rogter dette hæderlige
Hverv med al Alvor. Tanten forsvinder næsten for vore
Øine i lutter Landokonomiz vi gaae i Kjøkken og Kjælder,
paa Loftet, seer til Hons og Ænder, Gjæs o. s. v. Alt dette
forarger Cordelia. Hvad jeg egentlig vil, kan hnn naturlig-
viis ikke begribe. Jeg bliver hende en Gaade, men en Gaade,
der ikke frister hende til at ville gjætte, men som forbittrer,
ja indignerer hende. Hun føler meget godt, at Tanten næ-
sten bliver latterlig, og dog er Tanten en saa ærværdig
Dame, at hun visfelig ikke fortjente det. Paa den anden
Side gjør jeg det saa godt, at hnn meget vel foler, at det
vilde være forgjæves, om hun vilde søge at rokke mig. Stundom
driver jeg det da faa vidt, at jeg bringer Cordelia til i al
Forborgenhed at smile ad Tanten. Det er Etuder, som
maae gjøres. Jkke som om jeg gjør det i Forening med
Cordelia, langtfra, saa fik jeg hende aldrig til at smile ad
Tanten. Jeg forbliver uforandret alvorlig grundig; men hun
kan ikke lade være at smile. Det er den første falske Lær-
dom: vi maae lære hende at· smile ironisk; men dette Smiil
træffer næsten ligesaa meget mig som Tanten, thi hun veed
slet ikke, hvad hun skal tænke om mig. Det var dog muligt,
at jeg var saadant et ungt Menneske, der for tidlig var ble-
ven gammel, det var muligt; et Andet var ogsaa muligt, et
Tredie ogsaa o. s. v. Naar hun da har smilet ad Tanten, saa
indigneres hun paa sig selv, jeg vender mig da om, og idet
jeg vedbliver at tale med Tanten, seer jeg ganske alvorligt
paa hende, saa fmiler hun ad mig, ad Situationen.
Vort Forhold er ikke Forstaaelsens ømme og trofaste
Omfavnelser, ikke Attraetioner, det er Misforstaaelsens Re-
248
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
