- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Tiende Bind /
122

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

122

saa stjæler den hans Kraft fra ham, og ved denne stjaalne Kraft
bliver den nu til noget uhyre Noget, den bliver hans Utaal-
modighed, hans Fortvivlelse, maaskee hans Undergang Hov-
mod slaaer sin egen Herre; men Timeligheden er lige saa utak-
nemlig, den bliver til Noget ved at stjæle Evighedens Kraft
fra et Menneske, og bliver da til Gjengjeld hos ham og gjør
ham til sin Trcel Ak, saa saaer Mennesket Meget at vide om
Øieblikket; større og storre blive Tallene, han regner med —
o, og dette samme Regnestykke er een Gang een, naar Evig-
heden faaer Lov at raade. Nu er een Dag i Lidelse lang, een
Maaned forfærdelig lang, eet Aar dræbende langt, ikke til at
udholde, til at fortvivle over; nu kan man hnske den Gang og
den Gang og den Gang, og tilsidst saa mange Gange, at Ingen
veed hverken Ende eller Begyndelse paa Lidelsens mange
Gange. Men havde dog ikke Viingaardens Herre Ret, da han
efter Overeenskomsten lod Arbeiderne betale lige stor Lon,
skjondt de vare kaldte til Arbeidet ved forskjellig Time, havde
han ikke evig forstaaet Ret; thi evig forstaaet havde de kun
arbeidet een Gang? De Arbeidere, der klagede, som skeete
dem Uret, de maae altsaa af Timeligheden have faaet Noget
at vide, som ikke er evig sandt, og deri laae jo just deres Feil,
og det var dem, der havde Uret, ikke Herren. Herren er Evig-
heden, for hvem Tids-Forskjellen ikke er til, for hvem Time-
ligheden kun er den ene Gang; den lige Lon er igjen det Evige.
Derfor havde Ingen Grund til at klage; thi i Forhold til det
Evige er knn een Overeenskomst mulig, den for alle Mennesker
lige; og i Forhold til at faae Evighedens Løn har En ikke ar-
beidet længere, fordi han var kaldet ved den tredie Time, ikke
længere end Den, som var kaldet ved den ellevte Time-

O, Du Lidende, Du horer jo hver Aften Tilraabet ,,at
vogte Lys og Jld", Du horer maaskee ogsaa stundom det Til-
raab ,,brug Tiden": hellere vilde jeg tilraabe Dig og mig: pas
for Alt paa at omgaaes Timeligheden med Forsigtighed, endnu
forsigtigere end Jld og Lys, at den aldrig bliver Dig mere end
den ene Gang! Begynd aldrig paa det forfærdelige Regne-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:47:04 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/10/0130.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free