Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
375
nok for en halv Ines Andre: saa er det eo jpso nheldigt og
Nydelsen væsenligen borte. Uadskilleligheden kan man ogsaa
kjende derpaa, at der ganske conseqvent ligger et til Skjælmeri
Svarende i at sætte Skjælmeri og Tilforladelighed sammen,
som naar en ældre, men dog endnu livlig Mand med hele For-
kjærligheden for en skjælmsk ung Pige siger: det er min Sandten
en tilforladelig lille Jomfru; han siger ikke, at hun er skjælmsk,
men at hun er tilsorladelig, og dog siger han just derved at hnn
er skjælmsk, og dette er ikke hans Opfindelse, men hun ligesom
asnoder ham dette Udsagn ved Skjælmeriet·
Man skulde troe, at Overgivenhed paa den ene Side og
absolut sikker Benyggelse paa den anden Side vare nensar·
tede Bestemmelser, som slet ikke hore sammen, eller sont knn
Klodderagtighed kunde falde paa at sætte sammen; og dog ere
de just uadskillelige, og det Dialektiske Opfinder af denne Sam-
mensætning. Det gjælder om Alt, hvad der er Naturbestemmelse
og som saadant et Enkelt, et Usammensat, at det maa være ab-
solnt sikkret. J hvad der er sammensat kan der bedre savnes No-
get, men hvad der er Enkelt, er Umiddelbarhed maa være absolut,
eller, hvilket er det Samme, naar det er, er det absolut. Lidt
Overgivenhed er eo ipso at forkaste som noget Uskjont· Den
rette Overgivenhed virker derfor, netop ved den absolute sikkre
Betryggelse, forst og fremmest beroligende paa Tilskueren, hvad
dog maaskee undgaaer de Flestes Opmærksomhed, der mene,
at Overgivenhed virker pirrende, hvilket kun gjælder oni den
nægte Overgivenhed eller om lidt Overgivenhed. Lad os tage
et Exempel af den umiddelbare Contik, af Lune. Naar man en
Aften seer Rosenkilde komme ind paa Scenen, ligesom directe
fra Uendeligheden og med dennes Fart, besat af alle Lunets
Aander, naar man strax ved dette forste Syn uvilkaarligt siger
til sig selv »naa, iaften har han en ordenlig Storm«: saa foler
man sig eo ipso ubeskrivelig beroliget. Man aander nd netop
for ret at slaae sig til Ro; man sætter sig tilrette, som den der
agter længe at blive siddende i samme Stilling; ntan næsten
beklaget, at man ikke har taget Mad med, thi Vederhæftighe«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
