Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
Grundigheder eller en naturbenndrende Seminarists himmelske
DegneskrigkX
P) Kun sjelden horer man midt i denne vanslcegtede Prosa en Ve-
mcerkning, der endnu har Noget tilbage af sin himmelske Oprindelse, skjondt
altid med en forstyrrende Tilsætning. Som Exempel vil jeg for Xenophons
Skyld anfore Mela. J, 1,8. Han taler om de Ting, som den menneskelige Klogt
selv kan udfore, og soier da til: rck sig ztsytcra tcvy Z– toorotg Fisk-» rokk-
198095 savrofs xartrjlztnzchat oLiTx ysip rot th see-Mig ckykdy Omsv-
emrztsycp ckHJioy sat-; xcepmdeercrt Jer-Ja Socratisk er nu heri det Mod-
sætningsforhold, der antydes mellem Menneskenes travle Virksomhed, og
hvad der ndrettes endog indenfor de Grændser, der betegne den menneske-
lige Virksomheds Territorium; socratisk er det forst at skildre det Gebeet, der
er ntilgjcengeligt for den menneskelige Viden (§ 6: »ng ckxf rcw ckckysjtam
Hinc-J; tinosfsyjcottm »a«rc5·vao»ttcs»oos Z«nx»tt77th csi »otyjtc5«»cr), derpaa at
antyde, hvad dog Menneskene selv formaae at udrette, og naar nu Sindet
er gaaet til Ankers ved denne Tryghed, da pludselig at strække det op
ved at vise, at de dog igjen ei heller her formaae Noget, ved lige-
som at optoe den Iis, hvori de vare indefrosne og komne til Ro som
paa det faste Land, og lade dem atter drive for Strommen. Kun maatte
vi ikke savne Ironien; thi den er det netop, der fravrister dem det Sidste;
men hos Xenophon mangler den; thi denne Betragtning indledes med de
Ord: ret ckz »Zyt0·ta (soeratisk vilde det naturligviis have lydt: den lille Van-
skelighed, der bliver tilbage o. s. v.). Paa den anden Side maatte vi heller ei
savne den Mulighed af, den Disposition til og Truen med en dogmatisk An-
skuelse, som maa have været Socrates eiendommelig For at begrunde den
Bemærkning at Guderne havde netop i de endelige Ting forbeholdt sig det
Største, viser Soerates, at Ingen kjender sin tilkommende Skjæbne, og at
altsaa denne Uvidenhed er et Skjær, hvorpaa enhver klogtig Assureren kan
strande. Snarere maatte man have ventet, at Socrates vilde have udhævet,
netop idet han gjor tilsyneladende Menneskene til selvvirksomme, at de ikke
engang vare Guddommens Medarbeidere, at deres hele travle Virksomhed
var et Intet eller en blot Modtagen, saa at om de end gravede med Dun-
kraft istedetfor Haandkraft og pleiede favnedhbe Furer, de dog ikke fandt
Frugtbarhed i Jorden, naar Guddommen ikke vilde det. Thi den Uvidenhed
om sin endelige Skjæbne, som Socrates her ulecever som Menneskeslægtens
fælleds Lod, var vel aldrig Menneskene ubekjendt, hvorimod den totale Ufor-
mnenhed, der paa Gjerningens Gebeet er den egentlige Analogi til den to-
tale Uvidenhed i Erkjendelsen, altid behovede en Soerates’ Jndskjakrpelser.—
Man kunde nu vel indvende mig, at der paa det omtalte Sted netop er Tale
om Udfaldet, om den i Gudernes hemmelige Raad skjulte Mulighed, at Mod-
sætningen er imellem det, der slet ikke kan være Gjenstand for nogen Beregning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
