Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
369
fortrinsviis har sat Ligheden deri, at Socrates altid indlod
sig paa sin Undersøgelse med den Forsikkring, at han Intet
vidste, for at beskjæmme Sophisterne, saa er Resultatet af denne
Adfærd altid noget Negativt, der bliver uden videnskabeligt
Resultat. Forsaavidt bliver altsaa den Forsikkring af Socrates,
at han Jntet vidste, given for ramme Alvor, og er altsaa ikke
ironisk. Jeg skal her ikke videre indlade mig paa den Vanske-
lighed, der fremgaaer af, at Hegel her viser, at Socrates’ Under-
viisning endte nden Resultat, naar man hermed sammenholder,
hvad tidligere efter Hegel blev udviklet, at Socrates ved sin
ironiske Underviisning gjorde det Abstracte concret, men deri-
mod skal jeg lidt udforligere nndersoge, hvorvidt det var
Socrates’ Alvor med sin Uvidenhed.
At Socrates, idet han sagde, han var uvidende, dog var
vidende, da han var vidende om sin Uvidenhed, og at paa den
anden Side denne Viden dog ikke var en Viden om Noget,
det vil sige, ikke havde noget positivt Indhold, og at forsaavidt
hans Uvidenhed var ironisk, det har viist sig i det Foregaaende;
og da Hegel, som det synes mig, forgjeves har sogt at vindicere
ham et positivt Indhold, saa troer jeg, at Læseren deri maa
give mig Ret. Havde hans Viden været en Viden om Noget,
da havde hans Uvidenhed blot været en Conversationsform
Nu er derimod hans Jroni fuldendt i sig selv. Forsaavidt
er det altsaa paa eengang Alvor med hans Uvidenhed og
dog atter ikke Alvor, og paa denne Spidse maa man
fastholde Socrates. Det at man veed, at man er Uvidende, er
Begyndelsen til at blive vidende, men naar man ikke veed Mere,
er det en blot Begyndelse. Denne Viden er det, der holder Socrates
ironisk oppe. Naar dernæst Hegel, ved at gjore opmærksom paa, at
det var Socrates’ Alvor med hans Uvidenhed, troer at vise, at hans
Uvidenhed ikke var Ironi, saa synes det atter her, at Hegel ikke er
constant. Naar nemlig Jronien skal opstille en høieste Sætning, saa
gaaer det den som ethvert negativt Standpunkt, saa ndsiger den
noget Positivt, det er den Alvor med det, den siger. For Jronien
er Jntet et Bestaaende, den skalter og valter ad libjtum med
S. Kierkegaard. Xlll 24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
