Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
395
hedens Tjeneste. Næst Uafhængighed elskede hun Penge umaade-
ligt, som hun dog vidste at anvende med Smag. Sine Gunst-
beviisninger lod hun sig snart betale med Pengesummer, snart
ved Tilfredsstillelse af sin lunefulde Forkjærlighed for en Enkelt.
Hendes Boudoir var simpelt og uden alle sædvanlige Meubler,
kun paa alle Sider store og kostbare Speile, og imellem disse
yppige Malerier as Corregio og Titian. Istedetfor Stole ægte
orientalske Tæpper og nogle Grupper af Marmor i halv Legems-
størrelse. Her sad hun ofte paa tyrkisk Viis hele Dage, alene,
Hænderne orkesløst i Skjødet, thi hun afskyede alle qvinde-
lige Arbeider. Hun forfriskede sig kun fra Tid til anden med
vellugtende Sager og lod sig derunder forelæse Historier, Reise-
beskrivelser, Eventyr af hendes Jokey, en plastisk-skjøn Dreng,
som hun selv havde forført i hans fjortende Aar. Hun gav kun
liden Agt derpaa, undtagen naar der forekom noget Latter-
ligt eller en almindelig Bemærkning, som hun ogsaa fandt sand;
thi hun agtede intet Andet, havde ikke Sands for Andet end
Realitet, og fandt al Poesi latterlig. Dette er Schlegels Skil-
dring af et Liv, som, hvor fordærvet det end er, dog synes at
gjøre Fordring paa at være poetisk. Det, der især er det Frem-
trædende, er den fornemme Dovenskab, der slet Jntet gider,
ikke gider arbeide, men foragter enhver qvindelig Syssel, ikke
gider beskjæftige sin Aand, men kun lade den beskjæftiges, der
opløser og udmatter al Sjælens Kraft i blødagtig Nydelse,
lader Bevidstheden selv fordunste i et væmmeligt Tusmørke
Men Nydelse var det dog, og at nyde, det er jo at leve poetisk.
Forfatteren synes ogsaa at ville lægge noget Poetisk deri, at
hun i at uddele sine Gunstbeviisninger ikke altid tog Hensyn
til Penge, han synes for de Øieblikke, i hvilke det, der bestemte
hendes Valg, ikke var Penge, at ville lade hendes usle Kjærlig-
hed forherliges ved en Afglands af den Hengivenhed, som kun
uskyldig Kjærlighed har, ret som om det var mere poetisk at være
en Træl for sit Lune end en Slave af Penge. Der sidder hun
altsaa i dette yppige Værelse, og tabt for sig selv er den udvortes
Bevidsthed, de store Speile ved fra alle Kanter at reflectere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
