Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
596
om end denne Kjerligheds-Historie (l)vis jeg saa tor kalde det)
har det den sande Kjerligheds-Histories væsentlige Kjende, at
kun Een kan ganske forstaae den, og kun Een har man absolut
Glæde af at fortælle den, den Elskede, her altsaa Den, af hvem
man er elsket-M saa er det dog ogsaa glædeligt at tale til Andre
derom.
k) Læseren vil nu maaskee blive opmærksom paa, hvorledes det der
menneskelig talt har været hele Produktivitetens Ulykke, hvad der har bevirket,
at den mere er kommet til at staae som til Overflod end til at gribe virksomt
ind, er, at den menneskelig talt, er for religieus, eller Forfatterens Existents for
religiens, at Foratteren qua Forfatter har været absolut svag og derfor
absolut trængt til Gud. Havde Forfatteren været mindre svag, altsaa menne-
skelig stærkere (altsaa mindre religiens), saa havde han uden videre overtaget
Forfatterskabet som Sit, han havde saa formodentlig skaffet sig nogle For-
trolige og Venner, gjort Andre forud bekjendt med hvad han vilde, raadfort sig
med dem, kaldt dem til Hjælp; og disse, der kunne sammenlignes med Faddere,
havde saa igjen tilkaldt Andre, og Forfatterskabet var blevet virket ind i Øieblik-
ket, virksomt i Øieblikket —- istedetfor at være en Overflødighed, hvad da i en-
delig Forstand fremfor Alt og fremfor Alle Gud selv er. — Læseren vil nu
maaskee blive opmærksom paa, hvorfor jeg med saa megen Anstrengelse og
Opoffrelse Dag ud og Dag ind har arbeidet for at forhindre, at det Usande
skulde komme frem, det Usande, som dog, ligesom det altid skaffer det, ogsaa
vilde have skafset mig Penge, Ære, Anseelse, Bifald o. s. v., det Usande, at
hvad jeg havde at foredrage var »Tidens Fordring-O at det henstilledes til et
hoistæret Publikums skaansoinme Bedommelse, jtem at det skyldte samme
hoistærede Publikum, Samtidens Bifald og Understottelse og Acclamation,
at det havde Fremgang. Lige omvendt maatte jeg, frygtende og elskende Gud,
sovnlost vogte paa, at det Sande blev udtrykt, at det var ene og alene Guds
Bistand, og at jeg Jntet skylder hverken Pnblikum eller Samtid uden hvad
Uret den har gjort mig, det Sande, Opvcekkelsens Epigram, at det i en Tid,
hvor Alt var General-Forsamling og Selskab og Coniiteers Op-, Ned- og
Hensættelse, medens der dog Jntet skete, at i den Tid et eenligt, svageligt
Menneske foruudtes Evne og Kraft til at arbeide efter en Maalestok, som maatte
lade formode, at det var meie end een Coniitees Arbeidenx kort, det var reli-
gieust min Pligt, at min Existeren og min Forfatter-Existeren udtrykte det
Sande, hvad jeg hver Dag havde fornummet og forvisset mig om, at der er
en Gud til. — Læsere-11 vil nn maaskee blive opmærksom paa, hvorfor jeg endog
har fundet det fornodent i endelig Forstand at modarbeide min Stræben,
just for at Ansvaret absolut kunde sigte paa mig. Ganske ene, absolut ene maatte
jeg i ethvert Øieblik være, ja jeg maatte fjerne Bistanden, at mit Ansvar ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
