Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
371
med Gud, da betegnes derved Din Fuldkommenhed, og ingen-
lunde siges der, at Du er et ringe Væsen, der ingen Betyd-
ning har for ham. Spurven falder til Jorden, den har paa
en Maade Ret mod Gud, Lilien visner, den har paa en
Maade Ret mod Gud, kun Mennesket har Uret, ham ene er
det forbeholdt, hvad der blev negtet Alt, at have«Uret mod
Gud, Skulde jeg tale anderledes, skulde jeg erindre Dig om
en Viisdom, Du vel ofte har hørt, en Viisdom, der nemt
nok veed at forklare Alt, uden hverken at gjøre Gud eller
Menneskene Uret: Mennesket er et skrøbeligt Væsen, siger den,
det vilde være urimeligt af Gud at forlange det Umulige af
ham, man gjør hvad man kan, og er man og en enkelt Gang
noget efterladende, saa vil Gud aldrig glemme, at vi ere svage
og ufuldkomne Væsener. Skal jeg meest beundre de ophøiede
Forestillinger om Guddommens Væsen, denne Kløgt forraader,
eller det dybe Judblik i det menneskelige Hjerte, den prøvende
Bevidsthed, der randsager sig selv, og nu kommer til den
magelige og beqvemme Erkjendelse: man gjør hvad man kan?
Var det saa let en Sag for Dig, min Tilhører, at afgjøre,
hvor Meget det er: hvad man kan? Var Du aldrig i Fare,
hvor Du næsten til Fortvivlelse anstrængede Dine Kræfter
og dog saa uendelig gjerne ønskede at kunne Mere, og en
Anden maaskee med tvivlende og bedende Blikke saae paa
Dig, om det ikke var muligt, at Du kunde gjøre Mere? Eller
var Du aldrig angst for Dig selv, saa angst, at det var Dig,
som var ingen Synd saa fort, ingen Selvkjærlighed saa afskye-
lig, at den jo kunde fnige sig ind i Dig og som en fremmed
Magt vinde Herredømme over Dig? Fornam Du ikke denne
Angst? thi hvis Du ikke fornam den, da oplade Du ikke Din
Mund til at svare, thi Du kan jo ikke svare paa hvad der
spørges om ; men hvis Du fornam den, min Tilhører, jeg
spørger Dig: fandt Du da Hvile ihine Ord »man gjør, hvad
man kan«? Eller var Du aldrig i Angst for Andre, saae Du
ikke dem vakle i Livet, til hvem Du pleiede at skue op med
Tillid og Fortrostning, og hørte Du da ikke en sagte Stemme,
der hviskede til Dig: naar end ikke disse kunne fuldkomme det
24«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
