Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
hvad intet Menneske vilde formaae at bære, hvis det skete. Thi
lader os et Øieblik tale daarligen og paa menneskelig Viis. Hvis
der var et Menneske, til hvem Du ret havde Tillid, fordi Du
troede han vilde Dit Vel; men Du havde en Forestilling, om
hvad der var Dig tjenligt, han en anden, ikke sandt? da vilde Du
søge at overbevise ham, Du vilde maaskee bede og besværge
ham, at opfylde Dit Ønske; men naar han vedblev at negte
Dig det, da vilde Du ophøre at bede ham, Du vilde sige: dersom
jeg nu ved mine Bønner bevægede ham til at gjøre, hvad han
ikke ansaae for rigtigt, da var jo det endnu forfærdeligere skeet,
at jeg havde været svag nok til at gjøre ham ligesaa svag, da
havde jeg først tabt ham og min Tillid til ham, om jeg end i
Beruselsens Øieblik havde kaldet hans Svaghed Kjærlighed-
Eller det var maaskee ikke Tilfældet med Dig; Du var
maaskee bleven for gammel til at nære barnlige Forestillinger
om Gud, for moden til at tænke menneskeligt om ham; Du
vilde maaskee bevæge ham ved Din Trods. At Livet var en mørk
Tale det tilstod Du vel, men Du var ikke efter Apostelens For-
maning snar til at høre, om der ikke skulde lyde et forklarende
Ord, Du var mod hans Formaning hurtig til Vrede. Er Livet
en mørk Tale, nu saa lad den være det, Du skulde ikke bekymre
Dig om Forklaringen — og Dit Hjerte blev forhærdet. Dit
Ydre var maaskee roligt, maaskee venligt, Din Tale endog vel- »
villig,men inderst inde iTankernes lønlige Værksted der sagde Du,
Nei, Du sagde det ikke, men der hørte Du en Stemme, der sagde:
Gud frister et Menneske. Og Fortvivlelsens Kulde isnede Din
Aand, og dens Død rugede over Dit Hjerte. Rørte da stundom
Livet sig igjen i Dit Jndre, da rasede der vilde Røster, Røster som
ikke tilhørte Dig, men som dog lød fra Dit Jndre. Thi hvorfor
var Din Klage saa hæftig, hvorfor Dit Skrig saa gjennemtræn-
- gende, hvorfor selv Din Bøn saa udæskende? Eller var det ikke,
fordi Du troede, at Dine Lidelser vare saa store, Dine Sorger
saa sønderknusende, og som en Følge deraf Din Klage saa retfær-
dig, Din Stemme saa mægtig, at den maatte gjennemlyde
Himlene og kalde Gud frem af hans forborgne Dybder, hvor
40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
